Ruten

Stillehavet. Verdens største hav, psykens hav og et af de smukkeste områder på jorden.

En sejltur på mere end 20.000 km. tværs gennem 10 øriger fra amerikanernes Caribien, ingeniørernes kanal, eventyrernes skatteø, Darwins Galapagos, bastskørternes Polynesien, kongernes Tonga, palmernes Fiji, hvalernes Ny Caledonien, kannibalernes Vanuatu og til Utzons operahus i Australien. Halvdelen af jordens omkreds i naturens skønhed og vold i medgang og i modgang og mest af alt i udlevelsen af en drengedrøm.

Idéen

"Kun synet af et par hvide sejlbåde, der med strøgne sejl er på vej ud af Københavns Havn, får dem til at løfte blikket og tie. Deres øjne siger alt: De drømmer sig af sted på eget vuggende dæk. På eksotisk langfart som en anden Troels Kløvedal, en af deres barndomshelte, der ikke lod det blive ved snakken, men gjorde noget ved drømmen."

"Fælles for os alle er forfølgelsen af en drøm og behovet for at stoppe op og mærke efter, hvilken vej vi skal."
Citater fra artikel i Berlingske Tidende

Forberedelsen

De første spæde skridt til turen blev taget i pinsen 2006 under en sejltur i de danske farvande. Bådens grundbesætning blev enige om at vove sig over Stillehavet med start primo november 2007. Siden da er der sket utrolig meget, da vi som uerfarne sejlere har kæmpet med at erhverve os sejlfærdigheder, viden om udstyr, ruteplanlægning, viden om både og meget mere. Båden forventes at blive købt i Caribien hen over sommeren 2007, hvorfra vi tager udgangspunkt for den videre forberedelse.

Caribien

Båden er afgørende for hvor turen begynder. Meget tyder dog på, at det bliver i Caribien, og derfor bliver mange af de indledende skridt foretaget med det mål for øje, at vi starter under varme himmelstrøg. Når vi ankommer til båden vil vi bruge ca. 2 måneder på at gøre den klar til langtur. Klargøringen indebærer diverse reparationer, gennemgang og test af udstyr. Perioden anvendes ligeledes til at træne til søs og lære båden at kende samt at erhverve diverse certifikater til dykning og radio etc. Turen går derefter mod San Blas, hvor vi vil holde jul og nytår.

Panama

Ved Panamakanalen, som udspringer fra byen Colon, ligger vi os i kø, for at få lov til at passere igennem det enorme menneskeskabte bygningsværk. Turen gennem kanalen er på 27 sømil, og vil føre os igennem sluserne fra Caribien til Stillehavet. I Panama City skal der provianteres så meget som muligt, inden vi begiver os ud på Stillehavet med kurs mod Kokosøen.

Panama til Galapagos

Det første stræk i Stillehavet bliver på 563 sømil (i luftlinje) fra Panama til Kokosøen. Kokosøen har med sin eventyrlige natur bl.a. inspireret til romanen "Skatteøen", og vil af samme grund blive mål for flere spændende ekskursioner. Herefter vil 55°Nord sætte kursen mod Galapagos, som med sit forunderlige dyreliv bl.a. medvirkede til skabelsen af Charles Darwins "The Origin of Species" og evolutionsteoriens.

Galapagos til Marquesas

Turens længste stræk fra Galapagos til Marquesas er på 3.000 sømil, og er estimeret til ca. 25 dages sejlads på åbent hav. Det svarer til distancen fra Købehavn til New York, med ca. 10 km/t. Turen vil kræve god planlægning og rationering af alt fra vand og mad til brændstof. Når vi ankommer til Marquesas, vil der blive tid til på ny at få fast grund under fødderne og påfylde båden og maven, med alt hvad der kan tænkes at være behov for.

Marquesas til Cookøerne

Fra Marquesas går turen gennem Fransk Polynesien i det samme område, der for ikke mindre end 11 år siden, blev anvendt til atomprøvesprængninger af den franske regering. Vi vil komme ind i den nordlige del området og derefter tage os tid til at dyrke noget seriøs ø-cruising og besøge øer som bl.a. Tahiti og Bora Bora, inden vi begiver os mod Cook-øerne.

Cook-øerne til Fiji

Fra Cook-øernes 15 småøer ligger vi ruten mod Tonga, hvor vi vil passere verdens mindste land - øen Niue. Fra Tonga vil kursen lægges mod ø-gruppen Fiji, som er en af de mere kendte, og dermed også mere turistede områder i Stillehavet.

Fiji til Australien

Fra Fiji vil vi sejle til Vanuatu, hvor vi skal udforske de stadigt aktive vulkaner, og se knogle resterne fra deres tid som kannibaler, hvilket blev forbudt i 1968. Derfra går turen og Ny Caledonien, inden det sidste stræk på ca. 1000 sømil til Brisbane eller Sydney på den Australske østkyst eller som en tredje mulighed til New Zealand. Endestationen afhænger af, hvor det bedste bådmarked er. Her slutter 55°Nord's Stillehavsfærd, efter at have tilbagelagt mere end 10.000 sømil i luftlinje.

Til forsiden