Niue & Tonga
29. juni 2008 - Niue1. juli 2008 - NiueBarske Niue
En oplevelse fattigere
Landgang
Udforskning af øen
De tre hulemænd
18. juli 2008 - TongaStillehavets skærgård – Vava’u
Blandede flyveoplevelser
Pukkelhvaler og vulkanøer
29. juni 2008 - NiueEt eftertænksomt farvel
I sidste rejsebrev skrev jeg om drengenes konflikter, hverdagsaktiviteterne ombord, besøgene fra Danmark og savnet til dem derhjemme, som uundgåeligt er et af rejsens elementer. Vi har efterfølgende haft mange snakke og jeg bliver hele tiden lidt klogere på, hvordan 55Nord fungerer, og hvad der fylder i drengenes tanker og hverdag. I dette rejsebrev vil jeg fuldende billedet af hvad det er drengene bruger tiden på og så i øvrigt overlade skriverierne om alle de maleriske oplevelser som bør overskygge alt andet på rejsen, til drengene selv.
Noget af det der fylder allermest i tanker og tid, er uden tvivl drengenes kærester. Det er arrangeret således, at hver kæreste kommer ud på båden i to-tre måneder fordelt på to-tre besøg i løbet af året.
”Afstanden er udholdelig fordi vi ser vores kærester med jævne mellemrum – og i øvrigt fordi vi på båden, er meget intenst sammen, når vi er sammen. Tre måneders rejse med sin kæreste på ét år, er nok ikke noget vi kommer til at opleve lige foreløbigt igen”, forklarer Rune, der samtidig anerkender, at distancen også giver anledning til savn, eftertænksomhed og til tider svære samtaler; ”de sparsomme Skype-samtaler, der oftest er svære at afslutte, bliver meget på vores og sejlplanens præmisser, hvilket kan give irritation på begge fronter ” siger Rune. Dog minder Vivi, Runes kæreste, mig på, at de svære samtaler og eftertænksomheden også er en del af livet sammen derhjemme, men at afstanden til tider giver anledning til frustration, fordi man ikke kan dele livets store og små begivenheder umiddelbart når der er brug for det.
”På trods af den fysiske afstand er der alligevel den nærhed og nysgerrighed i forholdet, som gør, at forholdet kan udvikle sig – vi tager os tid til at snakke, når vi har mulighed for det og er i øvrigt flittige mailskrivere. Vi får diskuteret mange af livets store perspektiver igennem -mange gange først via mail og Skype, og endnu bedre når vi er sammen”, siger Rune.
Et andet element af rejsen er unægtelig eftertænksomheden og de deraf følgende småfilosofiske diskussioner ombord. Rasmus fortæller:
”Nattevagterne, hvor man har tre timer for sig selv, forvandler sig ofte til en indre rejse – det kan være, at man har læst en bog eller talt med sin kæreste om noget, som sætter nogle tanker i gang, og før man ved af det er nattevagten forbi”.
Bøger der kan give anledning til sådanne refleksioner er der rigeligt af på listen over læste bøger fra skibets bibliotek – bl.a. ”Når mennesket undrer sig”, ”Biblen”, ”Det generøse menneske”, ”Historiens lange linier”, ”Jonathan Livingston havmåge”, ”Alkymisten” og ”Ringenes Herre”. Nogle af de emner, som igen og igen bliver vendt i fællesskab, relaterer sig i høj grad til det liv, som drengene glæder sig til at komme hjem og fortsætte – kærlighed, værdier, forhold, børn er bare nogle af dem. Et andet område, som også ofte er genstand for diskussion er hjemlandet.
”Jo mere man rejser, des smukkere og dejligere bliver Danmark – man føler sig virkelig privilegeret over at komme fra et land, hvor demokrati, velfærd og gensidig respekt fungerer, så godt som tilfældet er i Danmark. Det eneste man ikke savner, er danskernes indadvendthed, som reelt resulterer i manglende gæstfrihed sammenlignet med polynesiernes enorme imødekommenhed – det kunne vi virkeligt lære noget af”, mener Rasmus.
Drengene fortæller, at Danmark generelt har et godt ry i Stillehavet, og at det er forbavsende så mange, som ved hvad Danmark er – flere gange har de endda mødt polynesiere, der har boet eller haft kærester i Danmark.
Man skulle tro, at drengene har et væld af fritid – hvormed man også ville have ret, et stykke hen af vejen, men alligevel kan det overraske at opleve, hvor meget tid almindelige dagligdagsopgaver, kan tage på og omkring båden. Det kan især mærkes, når båden er på farten, og bølgerne får det hele til at bevæge sig. Så kan forberedelsen af blot et simpelt måltid let strække sig to til tre gange længere, end det ville have gjort under normale omstændigheder.
”Det er dog blevet meget bedre end i de første måneder efter bådkøbet, hvor ni ud af ti dage gik med bådarbejde – nu er det lige omvendt, og det nyder vi”, fastslår Kristian.
Opgaver som olieskift, motortjek, filterskift, rensning af vandlinien, skrubning af teakdækket, elektriske eftersyn og service af de mange systemer ombord, er opgaver som jævnligt popper op. Fiskeriet, herimod, er en opgave, som drengene kaster sig over med største fornøjelse og endda med en snert af konkurrence omkring hvem der fanger den største fisk på sejladsen. Med to solide havfiskestænger og dyre fiskehjul, hvorpå der er monteret en fiskeline, der kan klare selv de største tun, trawler de plastikblæksprutter efter båden, når der er behov for frisk fisk. Det er oftest gulfinnede tun, mahi mahi (alias guldmakrel) og wahoo der trækkes ind, når stangen bøjer, og hjulene skralder. De største fisk har ”indtil nu”, indskyder drengene, været op til 1½ meter lange og vejet mellem 20-30 kg, men så er der også rå tun og grillede kæmpebøffer til flere måltider.
Kosten er en anden ting som let kan blive offer for en smule fordømmelse, når man hører at det drejer sig om fire knægte, sidst i tyverne, på en båd.
”Vi forsøger at spise så varieret som muligt på båden, og køber frugt og grønt alle de steder, vi kan komme i nærheden af det, og hvis ikke omstændighederne tillader det, supplerer vi op med en vitaminpille”, siger Kristian.
Havregryn eller friskbagt brød er ofte på menuen til morgenmad, frokosten består af noget let, som ris eller pasta og om aftenen står den ofte på en større ret, hvor fisk eller en anden form for kød helst indgår. Det er forbløffende, hvad der kan trylles frem i kabyssen, trods manglen af det lokale supermarked rundt om hjørnet. Drengene lider bestemt ingen nød herude.
Kokketjansen går på skift som alle de andre roller ombord på båden, hvad enten det er mekaniker-, vvs-, opvaske-, elektriker-, fiske-, rengørings-, rorgænger- eller kaptajnsrollen, der er tale om. Gæsterne ombord på båden indgår også i denne rollefordeling – hvis altså bølgerne og overskuddet er til det!
Fire personer, og i perioder op til ti personer, ombord på en sejlbåd stiller også krav til koordinering og viljen til at indgå kompromisser.
”Det sker tit, at vi har forskellige ønsker til dagens program, og at flere ”hold” f.eks. har brug for dinghyen. Så må vi finde løsninger på, hvordan det hele lader sig gøre, og hvordan alle bliver tilfredse med løsningen. Det får den betydning, at man nogle gange må give afkald på nogle af de oplevelser, man havde håbet på at få med”, fortæller Kasper og fortsætter, ”Sådan er der mange ting der kræver planlægning, men man må bare acceptere at båden er et minisamfund, hvor man nogle gange skal give for at få, men jeg synes nu, at vi kommer fint ud af det. Man kan hvad man vil og som altid så flasker det sig jo”.
Tiden for mig ombord på 55Nord er desværre ved at være forbi for denne gang, og jeg må atter sige farvel til besætningen. For hver dag jeg har været i drengenes selskab, er jeg blevet lidt klogere på deres beslutning om at forlade den sikre tilværelse i Danmark, for at prøve kræfter med Stillehavet og lade sig beruse af de enorme oplevelser som ligger på deres vej. Men hvad der er vigtigere er, at jeg forstår, at rejsen i endnu højere grad er en indre rejse der udvikler, sliber og skaber sider af Kasper, Kristian, Rasmus og Rune på en hel anden facon, end tilfældet ville have været, hvis de var blevet i Danmark.
Jeg vil slutte med en opfordring til alle dem, som sidder derhjemme og overvejer at udleve drømmen. Gør som drengene. Lad ikke bekymringer om evner, tryghed og risici sætte begrænsninger for dine drømme. Man skal turde vove at miste fodfæstet for en stund – ellers passerer livet bare forbi. Man skal tro på sig selv og drømmen og i øvrigt tage små skridt mod målet – for som drengene siger med et glimt i øjet: ”vi er ikke sejlere, vi sejler bare!” – og det går tilsyneladende fint. Intet er mere passende end at afslutte rejsebrevet med et citat af Henry Ford: "Whether you think you can or you can't, either way – you are right”.
Kære 55Nord – tak for oplevelser og inspiration.
Bo Bæk Jensen
1. juli 2008 - NiueBarske Niue
For millioner af år siden blev et gigantisk koralrev hævet højt over havoverfladen som følge af udbruddet af en undersøisk vulkan. Dette blev til den største sammenhængende koralø i verden, og kendes den dag i dag som et af de mindste lande i verden, Niue. Koralsten har den egenskab, at de ikke, ligesom andre stentyper, bliver slidt runde og glatte af længere tids ophold i havet, men i stedet bliver kantede og skarpe. Da Niue primært består af koralsten, giver det øen et meget barskt ydre. Øen rejser sig lodret fra det store dybhav, og efterlader befolkning uhyre sårbare overfor såvel de enorme stillehavsdønninger som de destruktive cykloner. Cykloner som for eksempel Heta, der ramte en helt blottet Niue i 2004 med vindstyrker op til 300 km/t, lagde det mest af vestkysten øde. Alt i alt har dette skabt et særdeles hårdhændet miljø for beboerne, både i fysisk og mental forstand, hvor det, måske som et resultat deraf, synes som en høj prioritet at række en hånd frem til dem der trænger. De skarpe sten og imødekommende beboere må siges at komme til at give et ret præcist billede af vores oplevelser på øen.
En oplevelse fattigere
Da vi skulle forlade Palmerston og sejle imod Niue, stod vi med muligheden for at sejle forbi det det artsrige undersøiske ringrev, ”Beveridge Reef”, som lå lidt sydlig for vores rute, uden, at det blev den store omvej. Det så imidlertid ud som om, vi kunne skære en halv dag af sejltiden, hvis vi tog den direkte vej og da vi skulle mødes med Vivi og Rune på Niue, valgte vi denne løsning.
Da vi ankom til Niue umiddelbart efter solnedgang, fik vi fortalt af Tom og Coleen, et venligt amerikansk sejlerpar, som havde valgt at sejle forbi revet, at de om aftenen havde set pukkelhvaler, som kan blive op til 18 meter, springe ud af vandet i to timer i træk, og så igen næste morgen! For at strø salt i såret, fandt vi ud af, at Rune og Vivi havde indlogeret sig på et lokalt hotel for natten, og derfor ikke alligevel havde brug for at komme om bord på båden med det samme.
Landgang
Som en konsekvens af, at Niue rejser sig lodret op fra undergrunden, banker bølgerne skånselsløst ind i de barske koralsten på samtlige kyster. Den eneste ”havnekaj” der findes, er derfor ubeskyttet og oftest udsat for nogle store dønninger – det var her, vi hver eneste dag skulle i land med vores dinghy. For at dinghyen ikke ødelægges, når den ligger ved kajen, har øens yachtklub sørget for at opstille en minikran, som kan løfte den ud af vandet og placere den på kajen. Det spredte dog alligevel lidt for meget unødvendig spænding, når vi skulle i land. Det krævede at, vi forsøgte at time vores indsejling mellem dønningerne, så vi ramte kajen med flest mulige sekunder tilovers, inden den næste store bølge ramte. Derefter satte vi hurtigt snorene fra dinghyen i krogen fra liften, og hejste den ud af vandet, inden den næste bølge kom brusende og brækkede stort set lige der hvor krankrogen hægtes i gummibåden. Konsekvensen af dårlig timing eller tekniske uheld var til at få øje på – bølgerne bragede nemlig ubarmhjertigt ind over et plateau af rå koralsten. Tidevandet spillede os nogle gange også et puds, da vi ved højvande kunne forvente, at bølgerne slog helt op på kajen, og sørgede derfor altid for at binde gummibåden godt fast, inden vi forlod den. Turens hidtil barskeste landgang som resulterede i en række kreative, dristige og måske enkelte gange dumdristige, anduvninger!
Udforskning af øen
Vi havde kun tre hele dage på Niue, men ville alligevel gerne opleve dens lidt specielle natur. Vivi og Rune havde lejet en bil, og kørte et par ture rundt om øen, for at se hvad den bød på. Niue er særligt kendt for øens mange huler og i det hele taget særprægede, rå kystformationer. Et af de flotteste steder hedder Togo Chasm, som er en 15-20 meter dyb kløft i et ellers massivt koralstensområde. Bunden er dækket af hvidt koralsand, enkelte palmer knejser idyllisk med kronen lige under kløftens øverste kanter og havets kraftfulde brusen høres igennem en knap så farbar tunnel fra dens ene ende. Følges tunnellen igennem små klare bassiner ender man med et fantastisk udsyn til havet, hvor bølgerne hamrer ind i de flotte koraludformninger med store hvide salte skumsprøjt som resultat. Togo Chasm ligger som en oase på den barske kystlinje, og kan, med sit eventyrlige præg, kun anbefales, skulle man være i nærheden.
Grundet øens koralfundament, løber alt regnvand fra øen direkte ned igennem jorden, og der findes derfor ingen beskidt flodvand der skylder ud i det omgivende hav. Vandet omkring Niue har derfor en sigtbarhed, vi ikke har set lignende siden Tuamutos atollerne. Hvis man vælger at dykke eller snorkle en tur i vandet, kan man oven i købet, næsten med sikkerhed, opleve et af verdens giftigste dyr, havslangen. Da Rasmus og Kristian hoppede en tur i vandet fra båden, gik der ikke mange sekunder før det første eksemplar dukkede op med sine karakteristiske sorte og hvide striber. I løbet af ti minutter så de fire forskellige, og den sidste af dem, havde sneget sig helt op bag Rasmus, før Kristian advarede ham, hvilket fik ham til at sætte en ny personlig hastighedsrekord i panik-crawl på 15-meters distancen! Vi skylder vist at nævne, at ligeså giftig som havslangens bid er, lige så sjældent er det, at mennesker bliver bidt. Grunden er simpelthen at slangen kun kan gabe over ganske få dele af den menneskelige krop, som f.eks. den tynde hud mellem fingrene. Slangen har med andre ord ret begrænsede angrebsmuligheder.
De tre hulemænd
Den næstsidste dag på Niue, var det så drengenes tur til at se, hvad øen havde at byde på. De overtog Vivi og Runes lejede bil, og efter at have besøgt en golfbane, der bestod af en kvadratisk mark dækket af knæhøjt græs med spredte plamager af koralsten, og noget der lignede tilfældigt placerede huller, kørte de til frokost ned til en hyggelig lille kystbeliggende bar, Wash Away café, hvor de skulle aflevere golfkøllerne til ejeren. Da han hørte, at de ville på oplevelser, foreslog han dem at køre ud til et sted, hvor det efter sigende skulle være muligt at dykke imellem nogle underjordiske huler. Det krævede en vandtæt lygte, som drengene ikke havde, men han tilbød dem gavmildt at låne hans egen lygte, som de dog først skulle hente hjemme hos ham selv. Han tegnede dem et hurtigt kort over hulerne, som kun sjældent frekventeres af turister og oftest med lokalguide, føjede en kort forklaring til og sendte dem så af sted på eventyr.
Ifølge beskrivelsen var der et kvarters gang fra vejen igennem skoven, inden man kom til hulerne. Derfor gik de tre drenge af sted iført badetøj, snorkel og maske, og fandt hurtigt ud af, at et kvarter langt fra var nok til at nå det. Det var ikke des mindre et imponerende syn at gå igennem skoven, hvor de sylespidse koralsøjler dannede terrænet, og, tilgroet med enorme rodnet fra de kraftige træer, mos og en række andre beplantninger, udgjorde en højest ufremkommelig sti, som absolut ikke blev lettere af at de var iført sandaler og badetøj.
Indgangen til hulerne udstrålede ikke ligefrem gæstfrihed. Hvis ikke det havde været for et skilt hvor de lokale myndigheder fralagde sig et hvert ansvar for ens helbred i tilfælde af at man besluttede sig for at fortsætte, ville vi sikkert slet ikke have fundet det. En smal horisontal sprække skulle passeres og en stor grotte åbnede sig foran dem. Det fugtige og glatte klippeunderlag skrånede længere og længere ned og endte i en dyb afgrund, så med tungen lige i munden bevægede de sig stille og roligt hen til et spinkelt reb, hvor de hejsede sig ned i grotten.
De sparsomme informationer der var opfanget i samtalen med barejeren, gav ikke noget klart billede af hvad de var på vej ind i. Den første grotte afslørede midlertidig, at der var tale om drypstenshuler, og det var et overvældende syn, at se hvordan solstrålerne fra en åbning øverst i grotten spillede sammen med vandet i mellem klipperne i bunden, og gav grotten en helt speciel belysning. For enden af hulen fandt de et bassin, med en blanding af fersk og saltvand, som var så klart, at det kunne være svært at se, hvor overfladen befandt sig. For enden af bassinet var der en tunnel under vandoverfladen, og dette var vejen igennem til den anden side. Efter en dyb indånding svømmede de en efter en igennem det kølige og stillestående vand, og inde i en komplet mørk drypstenshule, dukkede de igen op til overfladen. Sådan gik det, dyk efter dyk, imens de kom længere og længere ind i det overvældende hulesystem, hvor loftet bestod af tusindvis af drypsten.
Da de til sidst var kravlet op ad et reb, som ifølge forklaringen ganske rigtig skulle være der, skete det umulige; Der så ikke ud til at være en udvej! Papirskortet var efterladt oppe på bilens tørre bagsæde og drengene skulle derfor memorere ruten, men selv de mest selvsikre stifindere, kan under visse omstændigheder blive ramt af tvivl. Hukommelsen overbeviste dem om, at de var det rigtige sted, og de fortsatte derfor med at lede et stykke tid, men alle mulige gange var enten blindgyder eller klaustrofobiske mareridt. Og her, midt i et rum hvor der ikke var meget mere end en meter til drypstenene over hovedet på de mest rummelige dele af grotten, begyndte lyset fra lygten så småt at aftage i styrke, hvilket resulterede i at nervøsiteten stille og roligt spredte sig. Ingen ønskede at blive fanget inde i grotten uden lys, og kun et par fremmede mennesker der vidste hvor de befandt sig. En hurtig beslutning blev foretaget og drengene begyndte at bevæge sig tilbage igennem hulesystemet ad samme vej som de var kommet ind.
Først da dagslyset kunne anes igennem vandet, lige inden de fik kontakt med overfladen efter det sidste dyk, kunne de igen ånde lettet op. Lettelsen skulle vise sig at være kortvarig, da de hurtigt opdagede, at den smule lys de havde set, tilhørte de sidste af dagens stråler. Dette gjorde turen igennem skoven på vejen tilbage til en væsentlig udfordring, hvor tiden endnu engang var en faktor. Efter et par vildspor, stødte tær og ødelagte sandaler igennem den ru underskov, kom de alligevel ud til bilen igen, inden mørket havde problematiseret tilbagevejen yderligere.
I bilen, atter på vej hjem til 55eren, kunne de lettede ansigtstræk ikke helt skjules.
Niue må i sandhed siges at være et barskt sted, både hvad angår miljøet og vore oplevelser. De blev kun til tre dage på øen, men hvilke tre dage.
18. juli 2008 - TongaKongeriget Tonga er et af de få ø-områder i Stillehavet som har bevaret sin selvstændighed og ikke som mange andre været besat af kolonimagt. Denne selvstændighed skyldes måske at beboerne på ”the friendly islands”, som Kaptajn Cook navngav øerne på sin første rejse, har haft et ry som næppe appellerer til magtgerrige koloniherrer. Det blakkede ry skyldes, at Cook, som mange andre besøgende, først oplevede en slående venlighed og blev inviteret til stor aftenceremoni hos høvdingen. Det skulle dog snart vise sig, at denne imødekommenhed var et stort iscenesat show for at lokke de rejsende i baghold, dræbe dem og plyndre skibet for værdier og mad. Kaptajn Cook og besætningen undslap med nød og næppe, men historien beretter om mange andre rejsende, som var mindre heldige.
På trods af Tongas uafhængighed fra kolonimagter har den vestlige verden også sat sit præg på kongeriget. En lang række trosretninger har overbevist tonganerne om biblens værdi og kirken spiller således også her en stor rolle både i hverdagen og på et højere plan i form af moralske og etiske kodeks. Det er i det hele taget imponerende at iagttage hvor vidt omkring missionærerne har været med deres budskaber. Overalt hvor vi kommer i Stillehavet, ser vi kirkerne og hører gudstjenesternes smukke søndagssang, men under overfladen gemmer sig ofte små ritualer og overtroiske gøremål med rødder tilbage fra tiden før europæernes og missionærernes indtog i Stillehavet. Den kristne tro har endnu ikke helt overtaget stillehavsbeboernes sind.
Tongas selvstændighed, og dermed fraværet af økonomisk støtte fra en kolonimagt med dårlig samvittighed, afspejler sig i den relativt lave velstand i de små øsamfund. Tonga er langt fra lige så udviklet (i vestlig forstand) som f.eks. Fransk Polynesien og Cook Islands – husene er simple, beklædningen er mindre modebetonet og i det hele taget virker samfundet lidt mindre poleret end mange af de andre steder vi har besøgt. Der er også mange tonganske skikke som fortsat skinner igennem – f.eks. er kava-ceremonier (kava er en euforiserende drik der har farve og smag som vand blandet med ler!) meget udbredt blandt landsbyernes mænd og mht. til beklædning går mange, af traditionelle grunde, rundt med bastmåtter om livet – dette kan f.eks. være et udtryk for sorg, fest eller andre særlige begivenheder i livet.
Stillehavets skærgård – Vava’u
Efter 1½ døgns sejlads fra Niue dukkede Vava’us flotte klipper op i horisonten. Lodrette rå klipper på højde med byhuse og med grøn beplantning på toppen. Først når man nærmer sig øerne og zoomer ind på søkortet står det klart at disse klippeformationer udgør en hel labyrint af beskyttede fjorde og kanaler som er skåret ud i de sorte klipper. Vava’u er derfor på en gang et betagende og behageligt område at sejle rundt i, hvilket man heller ikke er i tvivl om, når man ankommer til hovedbyen Neiafu, hvor et halvt hundrede sejlbåde har kastet anker. Vi nyder godt af den lille bys overdimensionerede udbud af cafeer og internet i nogle dage – ikke siden Rarotonga har vi haft god adgang til det internet som vi ikke helt kan frasige os en grad af afhængighed af.
Vava’us helt store attraktion udover den smukke natur er, at pukkelhvaler (op til 18 meter lange) hvert år hjemsøger området for at parre sig i månederne juni til november. Vi iler derfor for at komme ud på hvaleventyr – hvis man er heldig kan man opleve pukkelhvaler springe helt ud af vandet og endda snorkle med dem på meget kort afstand. Vi forlader hovedbyen og tager på hvaljagt rundt i labyrinten. Naturen er utroligt smuk og vi kaster anker når det hvide sand og de sorte klipper med sporadisk grøn beplantning vinder vores hjerter. Vi er også heldige at opleve det vi efterfølgende har døbt verdens flotteste solopgang – en morgen hvor solen lyste alt op i varme gyldne farver. I det hele taget er rækken af flotte solop- og nedgange i løbet af året næsten endeløs. En aften lige inden aftensmad sker det så – nogle prust og en dyb rungende lyd fortæller os at hvalerne er tæt på. Man kan intet se i den kulsorte nat, så vi finder en stor lommelygte frem og afsøger området omkring båden. De dybe, tunge prust der næsten får båden til at vibrere, efterlader en fornemmelse af, hvor stor en hval egentlig er. Desværre bekræfter vores øjne aldrig hørelsens indtryk, men vi ved de er der, og jagten fortsætter derfor i de følgende dage med stor entusiasme. Flere gange er vi overbeviste, at hvalerne har vist sig i horisonten, men vi må desværre konstatere, at hvalerne ikke helt vil, som vi ønsker det. Vi beslutter os derfor for at sejle sydpå til ø-gruppen Ha’apai hvor hvalerne også holder til og holder skarpt udkig i håb om at heldet er med os. Det bliver en hård nats sejlads med vind og bølger lige i næsen, urolig søvn i en varm fugtig kahyt. Vi er derfor glade da ankeret går den følgende formiddag ved byen Lifuka – en lille by hvor grisene piler rundt mellem de simple huse. Lifuka skulle ifølge Lonely Planet også være hjemsted for Tongas femte bedste restaurant – men dette postulat synes urimeligt overvurderet idet Mariners Cafe, som uden tvivl ville modtage den surest mulige smiley, end ikke ville kunne udkonkurrere selv den mest snuskede ”under-middel” grillbar i Danmark.
Blandede flyveoplevelser
Vejret er lidt gråt og når det regner, er 55Nord meget lille – normalt plejer alle at være ude på oplevelser, eller i det mindste udenfor på båden, men når det regner holder man sig oftest om læ, og så er bådens få kvadratmeter ikke meget til fem mennesker. Kasper og Rasmus får så en mail fra Marie og Nine om, at deres rejse til Tonga er gået helt i hårdknude pga. et aflyst fly i London – og Vivi rejser snart hjem. De grå skyer synes at blive tykkere og tykkere!
Vejret forbliver gråt, men Maries og Nines problemer, som resulterer i en forlængelse af rejsetiden fra to til fire døgn, giver mulighed for, at Rune og Vivi kan flyve sammen til Tongatapu, hvorfra Vivi flyver mod Danmark. Kasper og Rasmus beslutter ligeledes at flyve til hovedøen for at tage imod pigerne efter den lange rejse. I mellemtiden indvilger Kristian i at blive alene tilbage for at passe båden.
Der bliver således bestilt billetter med dags varsel og Vivi, Rune, Kasper og Rasmus tager spændte af sted til lufthaven den følgende morgen. Spændingen skulle imidlertid snart blive afløst af regulær frygt da de, efter at være placeret strategisk efter vægt i den beskedne slidte propelflyver konstaterede, at kun den ene motor startede. Efter et par minutter vender piloten sig om, og forklarede at der var problemer og at alle nok blev nød til at stå af. Pludselig var det usikkert om Vivi kunne nå sin flyver mod Danmark den følgende dag. Heldigvis fik flyselskabet fat i en flymekaniker som kom med en anden lille flyver, han rodede i motoren og fire timer senere uden, at piloten så meget som startede motoren for at tjekke funktionaliteten blev vi bedt om at stige ombord på flyveren igen. Men motoren startede som den skulle og flyveturen til Tongatapu og Tongas hovedstad, Nuku’alofa, gik uden problemer – dog ikke uden forkrampede ansigtsudtryk og koldsved på panden blandt passagererne.
Rune fik sagt farvel til Vivi og fløj derefter tilbage til båden hvor pandekager, film, søvn, pandekager, film, film, pandekager og søvn udgjorde programmet. I mellemtiden fandt Kasper og Rasmus et hotel i Nuko’alofa (endda med en yderst autentisk østrigsk hausfrau!) og ventede på pigernes ankomst. To dage senere efter et utal af mellemlandinger, en endeløs række af diskussioner med Air New Zealands lidet hjælpsomme personale og mange timers ventetid i alverdens lufthavne var gensynet en realitet. Til gengæld var pigernes bagage bortkommet i virvaret! Parrene nød et par i luksus, imens Air New Zealand fandt bagagen og fik den sendt den til Tonga. Dagene i det sydlige Tonga blev bl.a. brugt på en køretur rundt i øens smukke natur som er kendt for bl.a. ”blowholes” (huller i limstensklipperne, som transformerer havets dønninger til lodrette vandsøjler på 15-20 meter) og flyvende hunde som hænger i træerne. Det blev også til en enkelt tongansk gudstjeneste, hyggelige middage og god kaffe på Nuko’alofas stigende udbud af fashionable cafeer.
Hele byen var under omvæltning da Tongas tronarving måneden efter officielt skulle krones med officielle besøg fra overalt i verden, hele Stillehavsflåden af krigsskibe i havnen og en enorm fest i en hel uge med overflod af mad og drikkelse.
Omsider lykkedes det flyselskabet at finde kufferterne og Marie, Kasper, Nine og Rasmus kunne flyve tilbage til Ha’apai hvor Rune og Kristian havde stillet an med kaffe og kage i cockpittet.
Pukkelhvaler og vulkanøer
Dagen efter sejlede vi lidt sydpå og lagde os i læ af et koralrev ved en hvid sandstrand som flittigt blev anvendt til gåture. Hvalerne lader stadig vente på sig, men kort efter afsejling fra den hvide sandstrand sker forløsningen endelig – en kæmpe pukkelhval springer igen og igen ud af vandet og efterlader enorme hvide kaskader af vand i luften når den med sin enorme vægt hamrer imod havoverfladen. I en halv times tid står det på med nogle minutters mellemrum, men selvom kameraerne er ved hånden, lykkes det os aldrig at forevige øjeblikket digitalt – det vil dog uden tvivl vedblive på nethinden.
Vi sejlede hen på eftermiddagen forbi en perfekt formet vulkankegle (Kao) og kaster anker kort før solnedgang, bare 50 meter fra en lodret klippevæg ved naboøen Tofua. Et specielt syn viste sig senere på dagen, da solen gik ned bag Kao og vinklen fra vores ankerplads fik det til at se ud som om, at ildkuglen forsvandt ned i vulkankeglen. Dagen efter tager Marie, Kasper og Rune et dyk mens Kristian og Rasmus tager udfordringen op mod vildnisset på Tofua. Det tager over en time med machete og møjsommeligt slid at komme blot et par hundrede meter op igennem den høje bevoksning og vulkanens top synes uendeligt langt borte. Men efter nogen slid (og en nær-kapitulering) lykkes det at finde en lille sti som leder drengene gennem kilometervis af afbrændte stepper og goldt vulkansand, toppen af vulkanen efterlades imidlertid til en anden god gang.
Samme aften trækker vi ankeret og sætter kursen mod næste ø-rige – Fiji med sine ca. 400 øer. En sejlads på godt 500 sømil estimeret til ca. fire døgn. Vinden kommer plat læns (søsygehalse) og vi ruller fra side til side, men heldigvis med god fart, da mørket falder på.
Tilhørende fotos
Til forsiden