Kokosøen & Galapagos
2. februar 2008 - Kokosøen, Costa Rica27. februar 2008 - Santa Cruz, Galapagos [opdateret]2. februar 2008 - Kokosøen, Costa RicaKokosøen – eventyrernes, sørøvernes og hammerhajernes tilflugtssted
Efter 4½ døgn på Stillehavet, blev der råbt ”land i sigte”. Som et af klodens syv naturlige vidundere rejser den sig fjernt i horisonten fra de rå blå stillehavsbølger, som nådesløst, bestandig og utrætteligt kaster sig op imod de nøgne klippevægge. Den ligger fuldstændig isoleret – mere end 500 km fra nærmeste landkending. Det er en rå klippeø, med meget stejle og alligevel dybt grønne jungleskråninger, omgivet af dybt blåt vand der, ligesom junglen, koger af liv.
Kokosøen emmer af eventyr, og det kræver ikke megen fantasi, at forestille sig tidligere tiders barske sørøvere som holdte til på øen, og plyndrede spanske galioner på guldruten fra Peru til Nordamerika. Der er huler overalt i klipperne, både under og over vandet, ufremkommelig jungle/regnskov på bjergene og farvandet omkring øen er fyldt med hajer. En rigtig skatte-ø! Øen har gennem årene lokket over 500 skattejagts-ekspeditioner til sig, og den er blevet gennemsøgt på kryds og tværs. Specielt eftertragtet er en guldstatue af Jomfru Maria i fuld størrelse, som blev stjålet fra en domkirke i Peru, har været målet for de mange håbefulde skattejægere.
Kaptajner har så langt tilbage som i 1700-tallet indgraveret deres navne i stenene ved Chatham Bay. Vi ville naturligvis også gerne sætte vores præg på øen, men vidste fra andre sejlerberetninger, at det ikke længere var tilladt – til gengæld satte øen sit præg på os i form af kæmpevabler og dykkerskræmmer, men mest af alt i bevidstheden omkring dette helt unikke stykke natur!
Bugten vi lå i hedder Chatham Bay – det bedste sted på øen at kaste anker og søge ly for Stillehavsdønningerne. Vi var det første sejlskib på øen i 2008, så det er ikke ligefrem fordi stedet er overrendt. Selvom øen er ubeboet, bliver den ”passet” af park rangers, der forsøger at holde illegale fiskere væk fra det rige dyreliv i havet. Disse park ranger’s er også dem, der tager sig af indklarering, officielle stempler og betaling af nationalpark-gebyrer, når sejlskibe som 55°Nord ankommer til øen.
For mange af øens besøgende, og især for besætningen på 55°Nord, ligger den virkelige skat under havets overflade – et enestående maritimt dyreliv ventede kun på at blive undersøgt med dykkertankene på ryggen. Vores dykkerkompressor kørte næsten alle døgnets lyse timer for at følge med, og det ellers spritnye udstyr fik de første ridser i lakken. Kokosøen er kendt som et af verdens absolut bedste, sværest fremkommelige, mest krævende, og dyreste dykkersteder i verden. Tænk en gang, at du på ét dyk, med ét eneste blik ud af dykkermaskens snævre synsvinkel, ser en hammerhaj på et par meter, en skildpadde, en ørnerokke og et par hvidtippede revhajer, uden at nævne alle de små ”almindelige” farvestrålende koralfisk. Det blev normalt at se ca. 10 hammerhajer pr. dyk – den mest udviklede af alle hajarter. Vi så hvidtippede revhajer, så vi til sidst ikke rigtig ”gad” at holde øje med dem mere – op til 60-80 på ét dyk. Der var mindst én skildpadde pr. dyk, og de sortplettede pilerokker (marble rays) sås på alle dyk i alle størrelser, fra ½ - 2 meter i diameter, svævende ude i det blå eller liggende på bunden. Derudover så vi ørnerokker, en enkelt hvalhaj og en silvertip haj - en haj på 3½ meter som i vores ”Pacific reef fish guide” er ”considered dangerous”. Overlegent og magtfuldt viste den tænder, da den blev overvundet af dens sult, og på skræmmende vis slugte en lille fisk, der kom lidt for tæt på.
Selvom vores tid på Kokosøen primært gik med at opleve verden under havet, fik vi også tid til at se lidt af selve øen oven vande. Vi fik gang i vandrestøvlerne med nogle seriøse vabler til følge! Vi besteg bl.a. øens højeste punkt gennem jungle og regnskov. Drikkevandet kom fra regnkilder og kildeudspring, og turen sluttede på bedste vis med en tiltrængt svømmetur i et flot vandfald omgivet af summende jungle. Efter dagens udfordringer blev der hygget på båden med petroleumslamper, lyden af junglen i baggrunden og udsigten til den klareste stjernehimmel, som på disse udkanter er helt ekstraordinært tydelig. Havet omkring båden havde også sin helt egen stjernehimmel i form af morild, som lyste op når f.eks. fiskene bevægede sig i vandet, eller bølgerne skvulpede mod skibets fribord.
Som et fint punktum for vores tid på Kokosøen, har vi nu alle fået det officielle stempel for Kokosøen i vores pas – meget passende: En hammerhaj.
27. februar 2008 - Santa Cruz, Galapagos [opdateret]Dawins kilde
For 149 år siden udkom Charles Robert Darwins første hovedeværk, “The Origin of Species by Means of Natural Selection”, og skabte en del røre i datidens videnskabelige og klerkelige miljøer. Ideerne til dette værk udsprang 21 år tidligere da han som ung påmønstrede 90-fods riggeren "HMS Beagle", hvorfra han gjorde sig en lang række iagttagelser af dyrelivet. Det var især Galapagos som, med sit enestående dyreliv havde betydning for udviklingen af Darwins teorier. Hvis Darwin kan siges at have en stor betydning for resten af verden, har han på Galapagos, om noget andet sted, sat sit præg. Om det er i form af gade-, butiks-, restaurant- eller bådnavne så findes der i dag overalt referencer til videnskabsmanden, grundlæggeren af evolutionsteorien og en evig torn i øjet på den kristne tro. Paradoksalt nok har øerne alligevel en flittig katolsk befolkning. Tvetydigheden kommer bl.a. til udtryk i den lokale katolske kirke i Puerto Ayora (hovedbyen på øen Santa Cruz), hvor de klassiske mosaikvinduer, som i næsten alle katolske kirker afbilder bibelske figurer, er udskiftet med motiver af de dyr der netop udgjorde fundamentet i Darwins teorier. Æren i at være delagtig i Darwins værk rækker altså ud over troen på disse fortryllede øer… og så er der jo også en hvis økonomisk interesse i at markedsføre sig som Darwins øer i alverdens rejsemagasiner. Ingen tvivl om at Darwin har betydet meget for økonomien på Galapagos!
Dyrelivet
Dyrelivet på Galapagos er noget ganske specielt. Mange af dyrene er endemiske hvilket vil sige at de er unikke for ø-gruppen – og mange af dyrene er endda unikke for de enkelte øer i Galapagos. De har altså udviklet sig forskelligt fra ø til ø på grund af de givne omstændigheder – netop dette er med til at udgøre grundlaget for Darwins evolutionsteori.
Dyrelivet er desuden ualmindeligt rigt på Galapagos og dyrene er ikke bange for mennesker som dyr normalt er. De er nærmere nysgerrige. Da vi en dag gik rundt og klarede nogle småting på båden, så vi først kom en flok søløver svømmende forbi båden. Dette skulle vise sig at blive et hverdagssyn i Academy Bay. Vi havde endda den første nat et overnattende eksemplar i vores dinghy – sødt – men det kræver efterfølgende en grundig rengøring! Øjeblikket efter kom der et par ”eagle rays” (rokker) svævende med rolige vingeslag under båden. Vi havde knap vendt os om, før en havskildpadde klodset, og som sædvanlige tilsyneladende uden balance, kom væltende forbi i vandoverfladen. Den overvældende zoologiske fremvisning sluttede med at der kom et ungt eksemplar af en sølvtippet haj forbi båden – alt dette indenfor bare fem minutter, og dette er vel og mærke i den mest trafikerede havne på Galapagos. Ud over dette beskedne hverdagseksempel kan der på øerne opleves pingviner, en række forskellige hajarter, de berømte ”blue-footed boobies” som, modsat hvad navnet måske kunne henlede tankerne på, er en fugl. Denne fugl har specialiseret sig i at flyve højt til vejrs og i ekstrem høj fart, gennembryde vandoverfladen i jagten på fisk – de blå fødder er med til at lokke fiskene til. Der er de berømte elefantskildpadder, som bliver store som sofaborde og gamle nok til, i sin tid, at havde indgået i Darwins empiriske fundament. Og sidst, men ikke mindst karakteristiske for Galapagos er der de øgle-lignende havleguaner der sidder overalt på lavastenene eller i strandkanten, og lader solens stråler varme deres koldblodede kroppe mens de fnyser salt ud af næseborene efter den seneste svømmetur.
Besøgene og oplevelserne på Galapagos
Knapt havde ankeret ramt bunden i Academy Bay, som danner ankerplads ved hovedbyen Puerto Ayora på øen Santa Cruz, før dinghyen var pumpet op, og Rasmus var på vej ind for at mødes med sin kæreste, Nine, som ventede på kajen. En times tid senere var Nine med ude på båden, men knapt var hun kommet ombord før søsygen overmandede hende. Søsygen gik dog hurtigt over, og kuløren kom så småt tilbage i kinderne, efter at have hun fik hvilet ud ovenpå den 48-timer lange rejse.
Da vi stod udenfor døren til havnekaptajnens kontor, var spændingen blandt besætningen var i top, fordi vi var gjort bekendt med, at det kunne være svært at få opholdstilladelse til at blive på øerne i de ca. tre uger, som vi for alt i verden havde brug for. Årsagen til vores tre-ugers-behov grundede i, at vi havde arrangeret intet mindre end seks besøgende i denne periode; Marie var stadig ombord, Nine (Rasmus´ kæreste) stod som bekendt på kajen ved ankomsten til øen og både Runes og Kaspers forældre skulle ankomme et par dage senere. Vi havde derfor bevæbnet os til tænderne med viden om hvordan opholdstilladelsen kunne sikres, men idet der netop i vores sæson, var iværksat nye og skærpede regler for opholdet på øerne var intet sikkert. Heldigvis viste det sig, da vi henvendte os til havnekaptajnen, at vi ved at bruge den ”rigtige” agent fik alle de dage vi ønskede os – dog ikke uden at betale for opholdet.
Da Runes og Kaspers forældre ankom efter et par dage, blev 55Nord atter gjort fin til anledningen med champagne, snacks og senere aftensmad i cockpittet. De efterfølgende dage var vi ti ombord på 55Nord, hvilket gjorde det nødvendigt at inddrage bænken i cockpitttet som ekstra køjeplads. Det gik imidlertid fint - og med lidt hjælp fra Puerto Ayora’s fine udbud af restauranter og et nærliggende ”hotel” som tilvejebragte ”fornemme” badefaciliteter – fik vi puslespillet til at gå op i en højere enhed.
Efter nogle dage hvor vi alle havde base i Puerto Ayora (Academy Bay) med udflugter til Santa Cruz-øens mange oplevelser (bl.a. mountain-bike til elefantskildpadderne i højlandet, afslapning og surfing i Tortuga Bay, vandring i verdens længste lavatuneller og besøg på Darwin-forskningsinstituttet) var planerne for alle parter på plads. Runes og Kaspers familie ville hver i sær benytte sig af det store udbud af krydstogter, mens Kristian, Nine og Rasmus ville blive på båden et par dage og så rejse til en eller flere af de omkringliggende øer. Alle fik nogle enestående Galapagos-oplevelser bl.a. svømning med søløver, hajer, skildpadder og pingviner, hyggelige middage på små restauranter, sene aftner under åben himmel, rideture, rendyrket luksus på cruisebåde og hoteller, ”alenetid” på 55Nord, fantastiske solnedgange over øernes vulkaner og surfing blandt rokker og hajer i Tortuga Bay for bare at nævne nogle af de mange oplevelser.
Forældrene blev efter tolv dage på Galapagos fulgt til lufthavnen. Tilbage på båden var drengene og for en kort stund, også Marie og Nine. Der blev primært slappet af, gået ture, spist gode middage og hygget, inden det store farvel til kæresterne, alt imens der så småt blev påbegyndt klargøring af båden forud for den lange rejse. Men alt har en ende, og pigerne måtte tage en tårevædet afsked med deres kærester i lufthavnen efter en dejlig tid sammen på Galapagos – og for Maries vedkommende siden Curacao.
I det store hele var tiden på Galapagos en fantastisk blanding af unikke naturoplevelser og glædelige gensyn med familie og kærester fra Danmark. Tilbage var nu bådens grundbesætning – for første gang alene siden båden blev købt på Isla Margarita. Denne gang det klare mål at blive klar til rejsens længste sejltur – fra Galapagos til Marquesas – næsten 6000 km.
Andre både i farvandet
Efter at have tilbragt over tre uger ved det samme ankersted, kan det ikke undgås at man kigger ud over rælingen i ny og næ. Under vores ophold på Galapagos ankom både ARC og Blue Water Rally til Academy Bay som, kort fortalt, er større grupper af både som følges ad jorden rundt, og hvor alt praktisk håndteres af hjælpere og agenter. Det gjorde naturligvis at ankerpladsen var fyldt med flotte sejlbåde, og minsandten om der ikke på et tidspunkt lå seks Hallberg Rassy både på rad og række. Vi stiftede primært bekendtskab med to danske både, der ankom kort tid efter os. Den ene var den danskejede og virkelig flotte Farr ’72, ”Far Out”, som havde professionel besætning ombord. Vi mødte ejeren med familien, samt Jonas, som stod for undervisningen af ejerens datter og den øvrige besætning. Den anden båd hed ”LouSill”, en lækker Hallberg Rassy 46 fra 2002 med Anne Marie, Peter og Lars ombord.
Da vi en dag sejlede ud for at teste motoren få dage inden afsejlingen, kom vi i udsejlingen forbi en kæmpemæssig ketch (en to-mastet sejlbåd) på 146 fod, ”Mari Cha III”, som kort tid forinden var ankommet til øen. Vi stod alle og måbede over denne lækkerbisken af en sejlbåd, da der på den anden side af os kom sejlende et sejlskib der kunne få ”Mari-Cha” til at lige en hjemmefoldet avispapirbåd til sammenligning. ”Malteese Falcon”, som kom pløjende ind i havnen, er en af verdens største sejlskibe på intet mindre end 289 fod (knap 100 meter). Den har intet mindre end tre enorme master som udgør den gammeldags inspirerede, dog fuldautomatiske rig. Lidt optimistisk sejlede vi langskibs med ”Falcon” i håbet om at modtage lidt anerkendelse fra soldækket på den overdimensionerede lystyacht – til vores store ærgrelse overså de dog vores tilstedeværelse. Vi er ikke i tvivl om, at de bevidst valgte at beskue 55Nord af frygt for at afsløre beundringen… misundelse er, som bekendt, den mest oprigtige form for anerkendelse!
De sidste praktikaliteter inden afsejlingen…
Ovenpå sejlturen fra Kokosøen fulgte en række praktiske gøremål på båden. Bl.a. skulle vi have ordnet nogle ting omkring motoren, generatoren, vores elektroniske måleinstrumenter og ruden til vores windscreen, som efter at være blevet udskiftet i Panama igen var gået itu. Mange småting som vi under hele perioden på Galapagos skiftedes til at arbejde på.
De sidste dage inden afrejsen blev derfor brugt på at få styr på de sidste ting, så 55Nord var helt tip top klar til rejsen over Stillehavet. Motoren fik ny toppakning og andre dele blev serviceret, ligeledes fik generatoren en større overhaling. B&G-udstyret klarede vi selv med et multimeter og en mand i masten. Ruden i vores windscreen blev vores store akilleshæl, som i sidste ende desværre forsinkede afrejsen to dage uden at den blev udskiftet – tingene går ikke altid som man håber, og slet ikke midt ude i Stillehavet, men alt i alt gik reparationerne over al forventning. Vores computer som desværre var gået i sort og blev sendt med pigerne hjem, måtte erstattes med en ”ny” (fra midt 90’erne!). Det var derfor et større arbejde at få denne kørt i stilling med navigationsprogrammer, mail etc. En sidste opgave var provianteringen af frisk frugt, grøntsager, kød og æg. Da alt var på plads blev båden gjort søklar (alting ryddes op, sures fast og lukkes af) og ankeret blev trukket…
Tilhørende fotos
Til forsiden