Caribien

5. oktober 2007 - Ft. Lauderdale, Miami
10. oktober 2007 - Chaguaramas, Trinidad
19. oktober 2007 - Chaguaramas, Trinidad
21. oktober 2007 - Porlamar, Isla Margarita, Venezuela
22. oktober 2007 - Porlamar, Isla Margarita, Venezuela
5. november 2007 - El Yaque, Isla Margarita, Venezuela
18. november 2007 - Chacachacare, Isla Margarita, Venezuela
20. november 2007 - Chacachacare, Isla Margarita, Venezuela
23. november 2007 - Los Roques – Los Aves
19. december 2007 - Spanish Waters, Curacao
23. december 2007 - Farvandet langs den Colombianske kyst



5. oktober 2007 - Ft. Lauderdale, Miami
Store ambitioner – små skridt (Afskeden i København og Miami)
Førstehåndsindtrykket i lufthavnen fortæller alt. Med røde øjne og tårerne løbende ned af kinderne finder man de fire proklamerede sømænd i Kastrup lufthavn kort efter solopgang den 1. oktober. Afskeden med kærester og familie sender dem alle til tælling – afskeden er hård.

Lidt over et døgn senere, på fremmed grund i Miami, langt fra kærester og familie, vågner de op til realiteterne. En række opgaver skal løses, og tiden er knap. Effektivitet er et vidt begreb – men uanset hvor gerne man vil, kan drengenes indsats ikke siges at være effektiv. Forblændet af den brølende V6-motor i lejebilen, navigeres der mellem et virvar af Burger King-restauranter, ”American diners”, og ”Steakhouses” på de overtrafikerede amerikanske ”highways”. Vejdimensioner som tilsyneladende er kommet bag på landsbydrengene (Kasper/Fraugde, Rune/Staby, Rasmus/Hygum og Kristian/Borbjerg). På trods af den totale geografiske forvirring som medfører et håbløst overforbrug af ”miles” og tid får gruppen anskaffet et større arsenal af elektroniske apparater og samtidig inspiceret en række sejlbåde. Jagten på et videokamera viser sig dog at være en større udfordring, ikke mindst fordi drengene i forvirringen vælger en forretning, som er lokaliseret længst muligt fra deres luksuriøse ”Miami Beach”-residens (hvor kendisser som K. Akkelak og R. Otte ligeledes logerede). Ubeslutsomhed og manglende overblik gør det desuden nødvendigt at besøge butikken to gange inden kameraet købes, for derefter at besøge butikken en tredje gang idet det købte kamera ikke kunne bruges til europæiske fjernsyn. Eksemplet taler for sig selv; drengene har hverken overblik, format eller geografisk sans til at klare den forestående udfordring, og vil sikkert også for fremtiden bruge ”oceaner” af tid på forvirring og formålsløse opgaver.

Bo Bæk Jensen
10. oktober 2007 - Chaguaramas, Trinidad
Velkommen til den virkelige verden
Trinidad; opdaget af Christoffer Columbus i 1498, slået sammen med øen Tobacco af Storbritannien i 1890, selvstændigt i 1962, og en siden 1976 en republik. Øen dukker op i horisonten som en frodig oase i det mørkeblå Caribiske hav, og set fra fulgeperspektiv i American Airlines fly nummer AA1647, fremstår den ren og uskyldig. De fire drenge opdager dog kort efter landingen, at skindet kan bedrage.
Femten minutter efter flyets hjul har rørt jorden i ”Port of Spain”, dukker de første ”uventede” problemer op. Enhver lærd person, som har krydset de trygge landsbyrammer ved, at man skal kunne bevise sin videre færd for at komme ind i et land på et turistvisum… Denne detalje havde tydeligvis ikke været en del af forberedelserne forud for turen. De selvforanstaltede sejlere konsulterer på selvsikker vis den vagthavende immigrationsassistent i lufthavnen, men bliver hurtigt konfronteret med en række kritiske spørgsmål omkring de ikke eksisterende retur-billetter. Det eneste de kan fremvise (og fremskaffelsen af ”beviset” må endda siges at skyldes en tilfældighed) er et dokument hvorpå reelt står, at gruppen har påtænkt sig et køb af en sejlbåd. Kun med klassisk skandinavisk forkælet blåøjet uskyldighed, et opkald til mægleren som er tilknyttet båden og en god portion held slipper drengene, efter lille en times pinefuld ventetid tid på en jernbænk i transitten, igennem immigrationen. Hvad de på daværende tidspunkt ikke var klar over var, at det på Trinidad ikke er unormalt at ”lovløse immigranter” bliver sat på det samme fly tilbage – for egen regning.

Her kunne man så håbe, at lufthavnsudfordringerne var passé. Men… efter at være blevet udspurgt og gennemlyst af tolderne og således renset for mistanke om indførelse af diverse ulovligheder fortsætter de ud i lufthavnens ankomsthal. Storsmilende lokale drenge med forkromede bagagevogne velkommer skipperaspiranterne, som er lykkelige for, at de venlige lokale tilbyder at hjælpe med bagagen. Den stærkeste i flokken af bagagedrengene får hurtigt arrangeret en bagagevogn hvorpå drengene ligger taskerne. Uden at ane uråd følger drengene med på siden af bagagevognen i ca. 8 meter, hvor de møder skrankerne til biludlejningsfirmaerne. Denne tjans viser sig til stor overraskelse for drengene ikke at være gratis, da han opkræver 2 US $ til gengæld. Da drengene nægter at give ham mere en end enkelt dollar for den hæderlige indsats bliver de prompte mødt med ”I will make you pay by force” – en venlig indikation af at det måske er værd at betale de ca. 11 kr. Velkommen til det virkelige Trinidad!
Eftermiddagen gik med at anskaffe en udlejningsbil, som kunne klare deres urealistiske høje krav til bagageplads, og endelig at bevæge sig mod byen Chaguaramas, hvor de fire timer for sent mødte deres tålmodige bådmægler, Mr. Tony Brewer.

Status?
Ja, kære læser. Spørgsmålet melder sig naturligvis allerede nu; hvor langt er ”sejlerholdet” kommet i deres jagt på at finde en drømmebåden som allerede er navngivet ”55°Nord”. Svaret er, at de grundet urealistisk høje krav til kvalitet af båd, unødigt luksusudstyr og til alt for lav en pris, endnu ikke har truffet en beslutning. Efter at have undersøgt det enorme bådmarked på Trinidad (bådmekkaet i Caribien), og nu på femtedagen med hjælp fra diverse dyrt-indkøbte eksperter fortsat undersøger hvorvidt den første båd de havde i kikkerten ved ankomsten, en såkaldt Hallberg Rassy ’45, kan stå distancen.

I mellemtiden har de alligevel måttet indse, at det ikke går an at indskrænke sine muligheder på denne måde og vendt blikket mod andre både. Nu kigger de på en anden Hallberg Rassy ’45, som de var så heldige at falde over blot 200 meter fra deres lejlighed, samt en helt tredje båd i lokalområdet. Jeg må trods alt indrømme, at de seneste dage har været ret interessante, ikke kun fordi at jeg selv kommer til at befinde mig på den samme båd som dem i 10 måneder, men også fordi op- såvel som nedture omkring bådkøbet gennemsyrer stemningen omkring drengene her på Trinidad. Hvilken båd ender det med at blive? Hvornår indser de at det kræver mere end drengedrømme at krydse Stillehavet? Få svaret – og meget mere – i næste indlæg her på siden.

Bo Bæk Jensen
19. oktober 2007 - Chaguaramas, Trinidad
Den emotionelle rutsjebane
”You don’t know shit about boats – and you don’t know shit about diesel engines” … således lød den klare udmelding fra den seneste mægler som drengene konfronterede. Men inden historien om hvorfor dette himmelråbende postulat forlod en kogende mægler, spoler vi lige tiden ca. syv dage tilbage, til dengang hvor ”Final Choice” (håndværkertilbuddet – en sejlbåd af mærket Hallberg Rassy 45, fra 1990) fortsat var inde i billedet.

Gennemgangen af den første båd ”Final Choice” har på fin vis illustreret at det at købe en båd til oceansejlads ikke er en ukompliceret affære og slet ikke i Caribien. Forløbet er meget overordnet skitseret her:
  1. Identifikation af velegnet båd (baseret på informationer fra bådportalen www.yachtworld.com og på salgsmateriale fra diverse mæglere – ofte af meget ringe kvalitet)
  2. Indledende forhandling omkring pris med mægler/sælger
  3. Personlig inspektion af båden (af drengene)
  4. Survey (skibsteknisk gennemgang af båden med professionel ”surveyor”)
  5. Ekspertvurdering af vitale dele af båden (skrog, træværk, motor, sejl, rig osv.)
  6. Forhandling med mægler/sælger
  7. Kontrakt og transaktion
  8. Instruktion i bådens systemer etc.
…og når denne process en skønne dag er gennemlevet for de fire drenge er det tid til at lære at sejle! Selve processen (punkt 1-8) er imidlertid meget sjældent så ligefrem og enkel som ovenstående måske kan give udtryk for. En række faktorer (”Caribbean time”, dårlige telefonforbindelser, lange mail-svartider, løgnagtige mæglerhistorier og meget mere) kan gøre denne simple ”kogebog i bådkøb” til en vildredde af ubesvarede spørgsmål, økonomiske betragtninger og personlige fornemmelser.

Derfor har bådene også generelt været det altoverskyggende tema i den lille topersoners-lejlighed som de sparsomme drenge har stuvet sig ind i. ”Det har været en emotionel rutsjebane fordi der er så mange holdninger og forventninger til den båd der skal være vores hjem i det kommende år” fortæller Kristian Traberg, men drengene er ved godt mod og de lader fortsat til at være fortrøstningsfulde omkring bådkøbet selvom uret tikker.

En ting som ind imellem sætter drengenes bredde smil på prøve er omgangstonen blandt de folk, som der arbejdes, diskuteres og forhandles med. Folk indenfor bådbranchen i Caribien har et generelt andet forhold til ”venlig service” hvilket en arrig surveyor bekæftede i telefonen: ”Don’t ever call regarding work on a Sunday, GOODBYE!” … og med dette snerpede citat er vi tilbage til historien om Stuart, mægleren som indledningsvis blev citeret.

Drengene fandt ved en tilfældighed en båd fuldstændig magen til ”Final Choice” som tilfældigvis viste sig at være til salg. Da det på daværende tidspunkt så småt var gået op for drengene, at en totalrenovation af et håndværkertilbud på mindre end to måneder i Caribien er barsk omgang op ad regnskovsbeklædt bakke blev der hurtigt arrangeret en fremvisning af ”Sassie”, som på trods af at være et år ældre end ”Final Choice” så ud til at være i væsentlig bedre stand.

Mødet med wonderbådmægleren ”Stuart” burde imidlertid have tændt advarselslamperne i første sekund – en mægler af den velkendte støbning; tilbagestrøget mørkt, bølget, brilliantinehår, åben skjorte, guldkæde, lidt for korte shorts, smarte gummisko, en let glans af sved og en beroligende duft af alkohol. Med åbne arme, et stort smil og en kropsholdning der siger ”lidt for smart til mine egne gummisko” ankom han til båden et kvarter efter den aftale tid. Med store armbevægelser og lystfiskerhistorier om bådens kunnen viste mægleren båden frem. Men smilet fik en brat ende, duften af alkohol tiltog og den rødsprængte næsetip blev bordeaux da drengene på hvad man normalt ville kalde ”høflig vis” spurgte til reparationen på bådens stævn og olien i bådens motorrum. Den storsmilende facade krakelerede og som en vulkan i udbrud svarede han igen:  ”You don’t know shit about boats – and you don’t know shit about diesel engines” hvorefter han tilføjede, at han var direkte flov over, at nogen overhovedet kunne stille sådanne spørgsmål… Med rødsprængte kinder og med et arrigt blik i øjnene forlod han båden, og drengene, som blot havde håbet på et reelt svar, måtte se i øjnene at købsprocessen på ”Sassie” ikke længere kunne baseres på ”gentleman”-aftaler og kammeratlige forhandlinger.

Som et lyn fra en sky-fri himmel viste lykkens gudinde imidlertid nåde. Ejeren af en tredje HR45 (der er bygget 75 i alt!) på Isla Margarita (”Spirit of Hope”), har med et markant nedslag i prisen stjålet holdets opmærksomhed. Drengene har derfor arrangeret et lift med en østrigsk bådejer (”Fritz-The-Cat”) til den Venezuelanske ø hvor de skal se den forhåbentlig sidste båd inden det endelige valg skal træffes. Denne tur på ca. 100 sømil (ca. 182 km) forventes at blive tilbagelagt på 20 timer, hvorefter hele ”processen” skal gennemgås endnu engang.

Således har holdet bag ”55°Nord”, endnu ikke købt en båd og vi skriver i dag den 18. oktober 2007. Sandet i timeglasset daler og måske er det netop den erkendelse der har ledt drengene til et sandt indkøbshysteri af bådreservedele og -ekstraudstyr – men får de nogensinde købt en båd hvorpå det hele skal monteres? … og har Trinidad udelukkende været en endeløs række af båddiskussioner? Følg med og få svar på spørgsmålene her på siden.

Bo Bæk Jensen
21. oktober 2007 - Porlamar, Isla Margarita, Venezuela
Den sparsomme fritid...
Geografisk og mentalt har drengene trukket stikket ud på Trinidad, og søgt nye jagtmarker på Isla Margarita. Årsagen til denne interesseforskydning skyldes som fortalt, at Isla Margarita i drengenes øjne repræsenterede ”et godt bådkøb”, da ejeren af en tredje og tilsvarende Hallberg Rassy 45, presset af det faktum at drengene var i gang med at investere pengene andetsteds, viste velvilje og sænkede prisen markant. Men, men, men… lad os for en gangs skyld fokusere på noget andet og, for dig kære læser, langt mere interessant end det altoverskyggende bådkøb – nemlig drengenes sparsomme fritid…

Selvom der ikke har været en reel ”fridag” siden drengene forlod 55 grader nordlig bredde og 10 grader østlig længe (bedre kendt som Danmark) er der alligevel blevet skruet andet end bådspekulationer ind i programmet.

Fulde af gejst, pakkede drengene løbeskoene ud fra vadsækkene kort efter ankomsten til Trinidad. Få minutter senere forlod fire kække eks-gymnaster marinaen kun iklædt løbesko, shorts og bleg overkrop i jagten på en løberute som kunne kombinere udfordring, skygge og spænding. Til deres lettelse fandt de hurtigt denne unikke kombination på en nærliggende regnskovsbeklædt bjergskråning, hvor en tilvokset hullet grusvej snoede sig mod toppen af bjerget. Frøerne, insekterne og småkrybet sprang for livet, imens drengene, pustende og svedende, kæmpede sig mod toppen i den 35 grader varme regnskov. Inden toppen var nået, lagde det massive mørke sig som en dyne over skoven hurtigere end drengene fik set sig om. Det manglende syn intensiverede lyden fra skovens fauna, og med ét synes små shorts og bare tær i løbeskoene ikke længere at være den ideelle beklædning. Derfor måtte de tvungent henlade sig til en nervøs, nærmere end rask, gang ned ad den tætte og nu ukendte junglesti.
Det var imidlertid først dagen efter til en lokal bådmesse, at drengene ved selvsyn blev gjort bekendt med sagens alvor. En lokal ”ranger” fremviste et lille udsnit af øens giftige slanger, edderkopper og et tusindben på ca. 20 cm, som på få sekunder gjorde det af med en stakkels mus. Mandens formaning om at lange bukser til enhver tid var et ”must” i regnskoven, blev endnu engang bekræftet, da drengene ligblege forlod markedspladsen, og kort tid efter kørte over en fugleedderkop, vis lodne ben tydeligt kunne ses gennem bagruden – på 20 meters afstand. Løbeturene fortsætter dog ufortrødent, men spændings-niveauet er aftaget en smule siden regnskovsturen.

Til gengæld var der skruet op for spændingen i første runde af ”55°Nord-Open” – den klassiske, eksklusive golfturnering som i år blev afholdt på Trinidads fornemme 9-hullers golf bane, som ligger i det naturskønne område et stykke inde i landet, omkranset af de smukke karakteristiske trinidadiske regnskovsbeklædte bjerge.  Endnu engang sprang krybene for livet fra et inferno af golfbolde og – køller som pløjede banen igennem – en enkelt gang gik banens faste beboere, en sværm af termitter til angreb på Rasmus, som ved et uheld havde torpederet deres bo med en golfbold. De to hold (Olsen & Sønderskov vs. Traberg & Toft) kæmpede indædt og kun få slag sendte trofæet, æren og fritagelsen for armstrækkerne i Traberg & Tofts varetægt.

Småkonkurrencer er i det hele taget ikke ualmindelige internt på holdet. Aftensmaden rundes ofte af med et spil whist og når man har en fortid på Ollerup, kan regnskabet for sådanne konkurrencer åbenbart kun gøres op i armstrækkere! Positiv, må det observeres, at der på denne måde ikke kommer penge imellem drengene.

Tro ej, kære læser, at fritiden alene er fordrevet med fysiske udfoldelser. Et utal af køreture og gåture rundt på øerne har været med til at give et indblik i naturen og lokalbefolkningens dagligdag. Når der arbejdes på en båd og skal bruge alverdens reservedele, konstruktioner og erfaringer kommer man nemt i kontakt med lokale, og således bliver arbejdet omkring båden ofte en adgangsbillet til den lokale dagligdag bag facaden. Således gik det også til, at drengene fik nys om et ”pre-karneval” som afholdtes på Trinidad. Selve karnevallet afholdes i februar, hvor mere end 1 million mennesker (der bor i alt 1,3 millioner på Trinidad & Tobago) fester på gaden i en hel uge – det er årets absolut største begivenhed og noget som folk allerede nu, et halvt år i forkøbet, er langt i forberedelserne til. Det var således en stor oplevelse, at overvære præsentationen af ”hoveddanserne” – de udvalgte personer som skal være de enkelte klaners repræsentanter, når karnevalet koger og årets karnevalsdronning skal kåres. Der blev festet og danset samba/salsa og en lokal variant af latinamerikanske danse til sent på natten. Med nordiske øjne kom dette hurtigt til at ligne selve festen mere end forberedelserne dertil!

Bo Bæk Jensen
22. oktober 2007 - Porlamar, Isla Margarita, Venezuela
Pirates of the Caribbean
Man oplever ofte på øerne, at tiltroen til andre er meget begrænset – i særdeleshed når der er penge på spil. Demokratiet synes ikke at fungere på vesteuropæisk vis, og politiet og myndighederne synes i mange henseender, at være de sidste man kan stole på. Der er dertil mange love og regler som, for en europærer, kan virke ulogiske. Dette blev tydeligt eksemplificeret da Rune, efter ca. fjorten dage i Trinidad, blev oplyst om, at hans militærshorts var ulovlige at bære, og at han, hvis politiet opdagede dem, kunne risikere en tur bag tremmer! Så meget for den moderigtige vestlig mundering!

Efter indkøb af reservedele og bådudstyr (herunder en urimeligt smart havfiskestang!) kunne bagagemængden (som ellers hjemmefra var reduceret til et absolut minimum) vise sig at blive et problem på flyveren til Isla Margarita. Drengene forhørte sig derfor på havnen og fik kontakt til tyskeren ”Fritz-The-Cat” som netop skulle mod Venezuela. Det gjorde det muligt at få alting med, og derfor rejste drengene med Fritz og kæresten, Tulai, til Isla Margarita ombord på en katamaran. Det blev nogle lærerige dage for drengene, idet Fritz var venlig til at dele ud af viden omkring madlavning, fiskeri, sejlads, pirater, politiske forhold og meget andet. Fritz var ifølge eget udsagn bevæbnet og ikke bleg for at gøre brug af dette anti-pirat-instrument. Han så derfor ingen problemer i at sejle langs den Venezuelanske kyst, som ellers har ry for at være hjemsted for pirater – desværre ikke datidens pirater med træskib, klap for øjet, sabel og træben – nej, tværtimod fiskere som border skibet, skyder de ombordværende, stjæler hvad der er at stjæle og sænker skibet for at slette alle beviser. Her følger et uddrag fra min logbog:

Klokken 4 om natten omgivet af tæt mørke, funklende klare stjerner og bølgesprøjt mod katamaranens skrog kan en motorbåd høres i det fjerne. Som på løbeturen i junglen bliver høresansen automatisk skærpet i takt med mørkets frembrud, og derfor opdager vi hurtigt, at denne motorbåd kommer nærmere. Efterhånden er det ikke kun de mystiske natlanterner der ses, men også silhuetten af båden – og i det tætte mørke betyder det at det er inden for 50 meters afstand. Vi kan alle fornemme koldsveden på ryggen nu, og selv kaptajnen, Fritz giver anledning til nervøse trækninger. Båden ligner en fiskerbåd, og tilsvarer dermed vores værste frygt. I næste nu bliver en kraftig blændende projektør affyret mod ”Frits The Cat”, som om muligt får os til at føle os endnu mere isolerede og hjælpeløse. Frits overvejer omgående situationen og fyrer op for en tilsvarende kraftig projektør tilbage mod den endnu ukendte båd. Lyskeglerne duellerer i et kort øjeblik som to sabler midt på det mørke hav. Fritz beslutter herefter at tage det sidste skridt inden en egentlig konfrontation; han giver et kald over VHF-radioen, og beskriver hans position og situation overfor kystvagten i håb om at det kan skræmme forfølgerne væk. Til alt held og alles (min især) lettelse, viser det sig at kort efter at være kystvagten der sejler i den mystiske forfølgerbåd. Faren driver over, og vi ånder lettet op, da båden fortsætter sin retning og hastighed forbi os.
Inden hjertet når at falde til ro, bliver der pludselig råbt; ”delfiner”, og vi iler alle til stævnen af katamaranen, hvor Rune har opdaget en flok lejesyge delfiner, der på skift penetrerer vandet foran os. Dette, tænker jeg må være den rette definition på følelsesmæssige kontraster, og hvordan man som resultat deraf kan mærke livet pulsere gennem kroppen. I sandhed en oplevelse man både er taknemmelig for at have været i berøring med, samtidig med, at man er tilfreds med, at det ikke er noget, der sker hver dag.


Da nat blev til dag, og lysene i horisonten blev forvandlet til de høje hvide bygninger langs kysten i Porlamar, som er den største by på Venezuelanske ”Isla Margarita”, ankom hele sejlerholdet uskadt til nye udfordringer efter at have gennemført den 26 timers lange sejlads. Her på øen er opmærksomheden rettet mod ”Spirit of Hope”, men er dette virkelig båden for de fire kommende autodidakte sejlere? …og vil de vide, hvis det ikke er? Hvor mange Caribiske øer skal yderligere lægge jord til drengenes eskapader før en handel er i hus? Og bliver drengene nogensinde andet end drømmende bolværksmatroser med store armbevægelser? Følg med i næste indlæg – her på siden.

Bo Bæk Jensen
5. november 2007 - El Yaque, Isla Margarita, Venezuela
Indrømmet, det er lang tid siden, at vi har ladet høre fra os! Vi skylder jer derfor, kære trofaste læsere, en længe ventet opdatering på begivenhederne her i det caribiske…

Først og fremmest skal det nævnes, at Bo Bæk Jensen efter to måneder som besætningsmedlem på 55°Nord er taget tilbage til Danmark for at bearbejde den endeløse strøm af indtryk og oplevelser som har præget den kaotiske bådkøbsproces. Mesterjournalisten har lovet at levere mere stof til hjemmesiden, og har endda også truet med at vende tilbage til ekspeditionen senere på turen, men foreløbigt er konsekvensen for jer foran skærmen, at I må tage til takke med vores noget mere kantede, subjektive og unuancerede rejsebeskrivelser. Til gengæld vil vi forsøge at øge indlægsfrekvensen – meget kan man sige om Bo Bæk, men nogen højfrekventiv journalist er han næppe!

Isla Margarita – Første møde med ”båden”
Umiddelbart efter ankomsten til Isla Margarita på ”Fritz the Cat” (med den østrigske kaptajn Fritz), gibbede det i os for at komme til at se ”Spirit of Hope” (SOH) – den tredje Hallberg Rassy 45 som vi havde haft i kikkerten. Det viste sig dog snart at være en smule mere kompliceret end som så idet den italienske ejer, Vincenzo Sparavigna, endnu ikke ankommet til øen. Han havde først mulighed for at være der to dage senere, så det så ud som om vi måtte logere på ”Fritz the Cat” lidt længere. Uheldigvis skulle Fritz videre imod fastlandet i Venezuela, men da vi stadig stod på katamaranens besætningsliste, kunne han ikke forlade landet, før vi var deponeret. Som kaptajn og sejler rejser man ikke rundt i Venezuela uden at have styr på formaliteterne/dokumenterne – ingen ønsker at komme i kløerne på de venezuelanske myndigheder! Det mest hensigtsmæssige for os ville være indskrive os på SOH efter Vincenzo var kommet, men af frygt for at give ham indikationen af, at vi havde lagt os fast på købet af netop denne båd og dermed underminere vores forhandlingsgrundlag, måtte vi finde en anden løsning - og det gerne i en fart…
Heldigvis taler glade Østrigske sejlere også sproget ”US Dollar”, og efter en kort forhandling besluttede Fritz sig for, at han sagtens kunne blive på øen yderligere en dag eller to, hvilket gav os den nødvendige tid til at afslutte de indledende forhandlinger med Vincenzo.

Endelig fik vi båden at se! Grundet vores iver, og det faktum, at vi var kommet så tidligt til øen, fik vi muligheden for at se den, samme dag som Vincenzo var ankommet. Båden lå i en beskeden marina i en tør, døsig ørken- og kystlandsby med det tungebrækkende navn, Chacachacare ca. 40 km fra hovedbyen på øen. Solens bagende varme (40o+) og det rustrøde ørkenstøv, som kun vandes fra naturens hånd ca. 3 gange om året, havde haft sin indvirkning på båden, men under det støvede ydre var vi enige om, at der lå en god solid, kvalitetsbygget sejlbåd af den bedste svenske standard, usædvanligt veludstyret og tilmed i god stand – absolut den bedste af de tre Hallberg Rassy 45-både som vi havde set. Vi besluttede os derfor, at afgive et bindende bud på båden. Efter langstrakte intense forhandlinger nåede vi til enighed om en pris, som begge parter kunne acceptere. En betinget kontrakt blev stykket sammen, og med overførslen af et depositum på 10% af bådens værdi kunne vi endelig komme i gang med få båden gennemgået i detaljer, for at se om den virkelig skulle blive vores hjem gennem ild, vand, storm og torden på tværs af verdens største ocean.

Efter vores afsked med ”Fritz the Cat”, flyttede vi på et hotel i surferbyen, El Yaque, lidt nærmere Chacachacare. Imens blev Vincenzo boende på båden, som på dette tidspunkt stadig lå på land. Vi fik lejet en bil i lufthavnen, og så var vi ellers klar til at gå i dybden med båden og få afgjort om dette virkelig var den uslebne diamant som vi længe havde søgt.

Beslutningen omkring købet af båden viste sig dog hurtigt at blive sværere end vi først havde troet. Efterhånden som vi gik i dybden med bådens detaljer, dukkede der flere mere eller mindre ubehagelige overraskelser op. Vi var ifølge kontrakten, blevet lovet en ”pletfri båd i perfekt stand” hvilket øjensynligt ikke var tilfældet. Det blev derfor til mange lange diskussioner internt i besætningen. Var dette den rigtige båd? Var vi i stand til at gøre den klar inden for vores relativt begrænsede arbejdsperiode? Blev det for dyrt?...

18. november 2007 - Chacachacare, Isla Margarita, Venezuela
”Køb aldrig skindet før bjørnen er skudt"
Et ordentligt survey af båden, er vigtigt inden et evt. køb – især når man som os mangler helt grundlæggende basisviden omkring bådens ABC. Da vi på daværende tidspunkt kun havde mødt kompetente og dygtige surveyere, var vi overbeviste om, at det samme ville gøre sig gældende her på Isla Margarita, denne antagelse skulle imidlertid vise sig at være en fejl. Ejeren af marinaen i Chacachacare, en håndfast fransk kvinde ved navn Martina, som efter eget udsagn kunne afhjælpe vores problem kendte en surveyer, som hun ”tidligere havde haft gode erfaringer med” – den gode ”Captain Castaneda”, en lokal og, ifølge hende, certificeret surveyer (der findes 6 anerkendte certificeringer af surveyere på verdensplan). Vi aflyste derfor en aftale (fejl nr. 2!) med vores kontakt fra Trinidad; den yderst kompetente surveyer; ”Billy the Rigger”. Efter det første møde med kaptajn Castaneda stod det klart, at han tidligere hovedsageligt havde arbejdet med kæmpemæssige fragtskibe, uden rig, glasfiberskrog og teaktræsdæk. I al beskedenhed var det vores oplevelse, at han faktisk ikke havde mere forstand på sejlbåde end vi selv! Et godt eksempel på kaptajnens blændende grundighed fremgik af inspektionen af motorrummet (bådens måske mest kostbare og vitale elementer befinder sig netop der) – han åbnede lågerne og satte sit kamera ned i knæhøjde, uden selv at kigge derind, knipsede et par billeder og bad os lukke lågerne igen. Overraskende nok var han heller ikke certificeret som lovet. Affæren endte med, at vi pænt måtte fortælle ham, at han ikke havde levet op til vores forventninger, og efter lidt forhandlinger med ham blev vi enige om at slå halv skade med prisen. Vi var enige om, at der skulle findes et alternativ – og det hurtigst muligt – men efter noget research, var det afgjort, at der ikke var en certificeret surveyer på hele øen. Situationen fik os til at lede videre udenfor øen, og heldigvis fik vi opstøvet en surveyer på fastlandet i Venezuela, Chris Robinson. Til vores store glæde indvilgede han i at sejle til Isla Marrgarita og lave et survey på båden den kommende lørdag, blot to dage senere.

På testsejladsen sejlede vi ud fra havnen, og satte sejlene. Båden sejlede som en drøm! I 20 knobs vind (10 m/s) skød den let 8 knob, hvilket var over al forventning. Ruten gik til en smuk nærliggende ø, hvor vi ankrede op. Da Chris ville teste watermakeren (et apparat som laver saltvand om til drikkevand) fandt han ud af, at den ikke fungerede tilfredsstillende og insisterede på at hjælpe med at reparere den. Dette gav os tid til at hoppe i vandet og teste snorkelgrejet. Watermakeren blev fixet, og inden længe sejlede vi hjemad igen – alle glade og godt tilfredse med båden.
Efter testsejladsen tilbød Chris Robinson at sejle med os til Curacao, og lære os nyttige sejlertips for den beskedne pris af en flybillet hjem til Venezuela igen. Vi måtte dog pænt sige nej tak, da den italienske gentleman, Vincenzo, som en del af aftalen, allerede havde insisteret på at hjælpe os med at sejle båden det første stykke vej til Curacao…

20. november 2007 - Chacachacare, Isla Margarita, Venezuela
Bådkøbet og vejen til skyerne…
En vellykket dag på vandet og den Lloyds-certificerede surveyers storrosende ord om bådens kvaliteter sendte os lige i skyerne. Dette var båden, som vi havde søgt dag og nat, med lys og lygte, i lyn og torden både i Danmark, USA, Trinidad og Venezuela. Næsten to måneders bådspekulationer og frustrationer var nu ovre – rejsen kunne for alvor tage form i denne perle af et hjem.

Den 12. november om morgenen mødtes vi alle hos den britiske konsul (en officiel formalitet) for at underskrive kontrakten. De sidste forhandlinger blev gennemført, og de sidste praktiske foranstaltninger blev arrangeret umiddelbart forinden. Den italienske gentleman havde på fornemmeste vis indlagt og afsat en uges klargøring og instruktion i bådens uendelige række af systemer og udstyr i sine salgsargumenter, hvilket vi skattede højt, da vi således kunne slå to fluer med ét smæk; dels at komme godt fra start med en grundig introduktion til bådens egenskaber og dels sikre at båden kom retsmæssigt ud af Venezuelanske farvande uden risiko for indgriben fra de Venezuelanske myndigheders side. Den sidste lille detalje, som blev diskuteret med pennen svævende umiddelbart over kontraktens signeringsfelt, var angående motoren som under testsejladsen havde vist lidt sort røg – en detalje som sælgeren med en storslået armbevægelse pådrog sig at betale uanset omkostningen relateret hertil.

I den britiske konsuls påsyn og med svedige håndflader blev der kvitteret på de officielle dokumenter. Det var en forløsning – en milepæl af de helt store! Der blev givet håndslag, knusere og ikke et øje var tørt da blitzen slog lyn, og øjeblikket blev foreviget i den britiske konsuls private gemakker. Kort sagt, fornemmelsen var fantastisk!

Biblen fortæller os imidlertid, at efter syv fede år, følger syv knapt så fede år, og dette bakkes op af det gamle mundheld; ”højt at flyve, dybt at falde” – disse ord kan meget passende indlede den næste fase i vores turbulente start på et års eventyr!

Den totale deroute…
Den ydmyge luftkaptajn fra Rom takkede for en rigtig gentlemanshandel, og bad om en fridag alene på båden, hvor han kunne pakke de sidste ting sammen i ro og mag. I mellemtiden påbegyndte vi en lang række indkøb af diverse reservedele og værktøjer, så klargøringen kunne komme i gang, og vi hurtigt kunne få båden tilbage i sit rette element, og sætte sejl med stævnen i retning af De Hollandske Antiller. Samme aften på hotellet modtog vi en slukøret sms fra Vincenzo, hvor han skrev, at han var blevet syg af madforgiftning, og nu var på hospitalet. I et forsøg på at hjælpe spurgte vi, hvor han befandt sig, men vi fik intet svar. Den følgende dag, efter talrige ubesvarede opkald, kørte vi op til båden for at påbegynde klargøringsarbejdet…

Da vi kom ned til havnen, kunne vi se, at udlejningsbilen var væk. Pudsigt – i betragtning af, at han efter eget udsagn havde forladt båden midt om natten i en taxa og tage på hospitalet med voldsom diarre og opkast.

Fuglen var fløjet! Den selvproklamerede gentleman havde i al hast og list pakket sine seks flugttiltænkte kufferter med egne og ifølge kontrakten nogle af vores sager. Alle de officielle dokumenter var linet op på kortbordet og båden var som sådan overleveret juridisk korrekt. Men hvordan nu med introduktionen til alle systemerne, udstyret, motorreparationen, de venezuelanske skattemyndigheder og den tidsbegrænsede opholdstilladelse i de venezuelanske farvande? – Kampen mod uret og den indre bitterhed var en realitet!

Den følgende uge arbejdes der i døgndrift på klargøringen af båden – der købes udstyr, værktøj og reservedele i uendelige mængder, og selv en ”Listernes Liste” kommer til verden, for blot at holde styr på den uendelige række af alenlange huskelister som var i sving. Vores udlejnings-Yaris tilbagelægger 4.000 km. i Isla Margaritas inferno af et vejnet, hvilket i al beskedenhed er lidt af en præstation i betragtning af, at Isla Margarita ikke er meget større end Fyn, og at øens larmende trafik i høj grad er præget af spritbilisme, småuheld og venezuelanernes uendelige trang til hornbelagt provokørsel.

Grundet vores uvidenhed omkring båden (og omkring både i det hele taget) tager arbejdet urimeligt lang tid. Vi bruger hele dage, på ting som den italienske gentleman kunne have vist os i et snuptag, og samtidig bliver det en kendsgerning, at luftkaptajnen havde ”glemt” at fortælle os en hel del omkring fejl og mangler på båden. Hver eneste gang vi åbner op til noget, vælter ligene ud af skabet! Et kølesystem (varmeveksleren) i generatoren var på rigtig gentleman-vis blokeret med silikone for at skjule, at den var defekt. Denne uheldige gentleman-fortielse fra italieneren var blot toppen af det meget store isbjerg, som vi skulle bestige, men den kostede trods alt tre ugers arbejde og en specialbygget varmeveksler, som blev fløjet ind fra USA til den fantastiske pris af 5000 kr.

Vi besluttede os i fortvivlelsens øjeblik for at takke ja til surveyoren Chris Robinsons tilbud om at sejle med os på det første stræk fra Isla Margarita via Los Rouges, Los Aves og til Curacao i De Hollandske Antiller. Chris’ tilbud stod heldigvis stadig ved magt, og den knap 70 årige sømand af guds nåde ankom derfor til øen, og hjalp os med de sidste forberedelser, før kursen blev sat mod Curacao og den helt store klargøringsfase. Afgangen blev den 21. november – dagen efter det egentlig var tilladt for båden at forlade det Venuzuelanske farvand.

23. november 2007 - Los Roques – Los Aves
- øerne der ligger som vaskeægte perler i det krystalklare vand mellem Isla Margarita og Curracao, blev turens første oplevelser til søs i egen skude.

Sammen med vores medsejler og surveyer Chris Robinson kom Los Roques i sigte og indsejlingsplanen aftaltes. Chris havde tidligere sejlet et skib på grund netop i denne indsejling, og kunne derfor af bitter erfaring tilstå at han (nu) var velkendt i området, og viste os indsejlingen mellem de lave rev, der omsluttedes af brækkende bølger på begge sider. Allerede inden indsejlingen kunne vi se, hvor klart vandet faktisk var. Vi havde på forhånd hørt, at vandet ved Los Roques og Los Aves skulle være helt utroligt klart, men dette overgik dog selv vores vildeste fantasi. Det var som om, at det eneste der bremsede sigtbarheden ned gennem vandet, var bølgernes brydning mod hinanden i overfladen. Indsejlingen blev passeret, og med rolige armbevægelser blev 55° Nord styret videre ind i ad den snævre passage, og ind i det noget større bassin bag den yderste revkant. Selvom den første fare nu var passeret, betød det ikke, at opmærksomheden kunne slækkes i løbet af den næste times tid, frem mod ankerpladsen. Turen dertil foregik mellem mange koralbanker og rev helt op under vandoverfladen. Måden man sejler i lavvandede koralrige farvande, er ved at have en person i stævnen, eller endnu bedre, have en person hejst op i masten, for bedre at kunne se koralrev og andre forhindringer under vandet, og derved vurdere om ruten er forsvarlig. Chris, som vi havde ombord, kendte godt området og fortalte os, at den valgte rute var helt sikker og uden fare for at sejle på grund. Vi kom sejlende med fuld sejlføring hen over et område, der blev lysere og lysere, og dybdemåleren viste mindre og mindre dybde under kølen. Til trods for dette sagde Chris fortsat, at det nok skulle gå. Det resulterede i, at vi med ca. 7 knob sejlede hen over grunden med dybdemåleren på 0,00 m., hvilket vil sige ca. 10 cm vand under kølen. Der var ikke en eneste ombord, der trak vejret i de 10 sekunder, som denne ”begivenhed” stod på. Chris måtte efterfølgende vedstå, at det var lige rigelig tæt på en grundstødning.

En times tid efter nærved-hændelsen, og efter endnu mere af den dejlige sejlads for sejl, var 55° Nord klar til at lade ankeret gå, og ligge vuggende roligt over bunden ved Los Roques. Alle hoppede i baljen med snorkleudstyret, hvilket for flere af os var en næsten ny sportsgren, der også skulle læres. Alle var trætte efter de første dages sejlads uden megen søvn, og gik derfor tidligt til køjs. Næste morgen var målet Los Aves, hvilket betød en sejltur på ca. 5 timer. Chris meddelte, at han også kendte området her, men at vi denne gang ikke skulle være nervøse, da han ville være mere forsigtig i sine udmeldinger.
Chris er oprindeligt fra England, men er bosat sammen med sin kæreste i Venezuela gennem 28 år. Snakken ombord kommer vidt omkring, og naturligvis også omkring de politiske forhold i Venezuela, hvor vi selv havde stiftet bekendtskab, med et land i forfald under vores ophold på Isla Magarita. Her viste det sig hurtigt, at Chris havde rigtig god indsigt og enorm interesse i Venezuelas indenrigspolitik. Faktisk havde han udgivet en bog i Venezuela, hvori han giver landets politiske leder og selvforanstaltede nationalhelt, Hugo Chavéz, skylden for den garrotterende indenrigspolitik. Dette var utroligt spændende og samtidig foruroligende at høre om – især når Chris fortalte, hvor svært det var at få bogen udgivet i landet. På båden var der bred og nærmest højrøstet enighed om, at Chavéz ikke måtte få medhold i det kommende konstitutionsvalg i starten af december.

Los Aves bød på endnu flottere scenerier, og blev også vores officielle startskud til den fantastiske undervandsverden. Vi tilbragte timer i vandet indenfor det yderste rev. Iført maske, snorkel og fødder, blev korallerne undersøgt på kryds og tværs, mens et utal af mangefarvede fisk svømmede upåvirket omkring os. Det kulminerede da Rasmus og Rune hen mod slutningen af turen, fik øje på to store og stirrende øjne inde mellem to koraller, og dykkede ned til disse store øjne igen og igen. Pludselig fik disse store øjne nok og pustede sig op, som hvis en airbag blev udløst. Der var tale om en Pufferfish, der havde følt sig truet og pustede sig op. Det var et fantastisk syn at se den store fodboldlignende fisk svæve ustyrligt rundt i vandet.

For at kunne nå Curacao på én dagssejlads, og ikke risikere at skulle foretage indsejling til ankerpladsen efter mørkets frembrud, skulle vi af sted ved midnatstid den efterfølgende aften. På den ene side føltes det, som om sejlturen og oplevelserne rigtig var begyndt, men på den anden side blev vi hele tiden mindet om, at båden krævede vores opmærksomhed. En større reparations- og opgraderingsomgang var i vente, når vi nåede frem til Curacao. Stadig var det med en fælles forventningsglæde, at vi i en mørk aftentime forlod Los Aves, og stak kursen af mod Curacao.  

Chris var en utrolig hjælp og støtte for 55° Nord og dets besætning under den indledende rejse imellem Isla Margarita og Curacao. Vi skylder ham vores tak.

19. december 2007 - Spanish Waters, Curacao
Arbejdet venter
Endelig blev Curacao nået. Med en defekt 55° Nord bevægede vi os fra det dybblå Caribiske Hav mod det lysere vand, tæt inde under kysten. Vi havde valgt Spanish Waters som vores opankringssted, mens båden skulle gennem de mange reparationer og den endelige klargøring til den fortsatte tur på bølgen blå mod Australien.

Alle genstande ombord på en båd må siges at være vigtige, der kan dog ikke herske tvivl om, at funktionsdygtigheden af motoren, generatoren, riggen og skroget er de vigtigste. I vores tilfælde skulle motoren efterses af en mekaniker, da den brugte kølevand og røg fælt. Generatoren kørte slet ikke, da den blev varm og skulle have en ny reservedel, sendt fra USA. Riggen manglede småreparationer ved bagstagen og ved en af undervanterne, og skroget skulle eftergås for læk omkring dæksvinduerne. Samtidig havde vi en forventning om, at der skulle installeres ny radar, GPS, kortplotter og at Kasper, Kristian og Rune skulle tage PADI Open Water dykkerkursus, mens Rasmus skrev på Ph.d.´en. Tidsplanen blev lavet, og som de andre gange vi har udfærdiget en sådanne, så den utrolig positiv ud med luft til lidt andet end at ”nørde” i skibsreparationer og klargøringer på fuld tid. Kunne det virkelig passe, at drengene med en samlet sejl-erfaring på 130 dage, havde lavet en realistisk tidsplan denne gang?

Spanish Waters ligger en smule fra Curacaos hovedstad Willemstad, og med de mange småting der skulle købes til båden, og aftaler der skulle laves, tænkte vi, at det kunne betale sig at leje en bil. Til formålet fandt vi en gammel faldefærdig seks-cylindret Buick, til en rimelig penge, og så var de danske drenge klar til arbejde.

Der blev lavet aftaler, sat vareordrer i gang og lavet indkøbslister, så selv en fredag eftermiddag lige inden lukketid i Bilka ville ligne en rolig søndag på stranden til sammenligning. De vigtigste opgaver var selvfølgelig stadig motor, generator, rig og skrog, men at skulle have tilsendt seks forskellige ordrer fra seks andre steder i verden, med fly, midt i den paniske juletravlthed på Curacao, viste sig at blive den største opgave. I denne forbindelse takker vi Skype for gentagne gange at have reddet vores uerfarne ”culo” (som det hedder på spansk).

Resultatet af mekanikerens besøg blev endnu en ordre på fire nye dysser og desuden en konstatering af, at propellens indstilling skulle ændres, hvilket betød at 55° Nord skulle på land igen. Det er altid dejligt med overraskelser! Mindre overraskende var det, at operationen blev rasende dyr. Man skal altid se positivt på tingene, og det positive ved denne motorreparation blev, at den atter skulle spinde som en mis. Generatoren genfandt velkendte omdrejninger med en ny varmeveksler installeret. Det gik faktisk rigtig godt i forhold til tidsplanen, og succesoplevelserne begyndte endelig at vise sig. Det gav fire dages luft til, at PADI Open Water kurset kunne følges, og til at der kunne studeres Ph.d. i strandkanten. Efter fire fantastiske dage var det tilbage til den virkelige 55° Nord-verden, og man kunne ikke lade være med at tænke på, hvornår tidspunktet ville komme, hvor ”fantastiske oplevelser” og ”55° Nord verden” kunne siges i samme sætning med entydig klang. Vi valgte at sejle båden til havnen i Willemstad, hvor den kunne komme på land. Her fik vi justeret skruen og installeret de nye dysser. Samtidig blev de sidste aftaler omkring noget træ- og stålarbejde lavet, og sidste hånd lagt på den nyinstallerede radar, GPS og kortplotter – endnu en dejlig succeshistorie at berette om.

Curacao blev også stedet, hvor mandehørmen blev fortyndet med pigelatter, -meninger og velduftende nærvær. Kaspers og Kristians kærester, Marie og Merete, ankom med fly fra Aruba, og de længselsfulde, nyvaskede og uhørt soignerede drenge tog imod dem i lufthavnen. Merete skulle sejle med til San Blas, og flyve hjem efter nytår. Marie havde udsigt til en længere periode med titlen som ”crew”, og skulle sejle med til Galapagos. Parrene tog en hyggedag i byen, og overnattede på hotel. Rasmus og Rune arbejdede den halve dag på båden, tog et dyk om eftermiddagen med det spritnye dykkergrej, og holdt deres egen ”candle light dinner” i byen samme aften. De valgte dog at overnatte på 55° Nords udsøgte køjepladser (i hver deres køje).

Arbejdet på båden var næsten fuldendt, men endnu ikke helt tilendegjort, og dermed fik pigerne muligheden for at få lidt indsigt i reparations- og klargøringsarbejdet frem mod afgang. Et af højdepunkterne var, da vi udskiftede det lodne navn på skroget fra ”Spirit Of Hope”, til det velsmagende navn (nærmest som sennep; lækkert, stærkt, skarpt og med evnen til at fremtvinge en lille tåre hos selv den mest garvede sømand) ”55° Nord”. Det var som om heldet vendte, ligene forlod skabene og der faldt ro over båden, da den resterende Vincenzo-ånd forsvandt med navnet. Båden var klar til afgang, og den 19. december stak ”55’eren” ud fra Curacao med fire stolte ejere, Rune som kaptajn og to spændte piger som gaster, og indledte sejladsen på de ca. 600 sømil, igennem ét af de mest frygtede farvande i verden, til San Blas, Kunaindianernes smukke ørige.

23. december 2007 - Farvandet langs den Colombianske kyst
En stor mundfuld
Både på grund af vores nuværende erfaringsniveau, og det faktum at vi ikke blot står til ansvar overfor vores eget helbred, men også pigernes, gør at den kommende sejlads er en af de mest udfordrende sejladser, vi vil komme til at opleve på denne rejse. Det drejer sig om turen mellem Curacao og Panama, anslået til ca. 600 sømil i fugleflugt, hvor vi vil passere det fjerde mest frygtede farvand i verden; farvandet nord for den Colombianske kyst. Her er rapporteret om flere skibsforlis, bl.a. en dansk båd for intet mindre end to år siden, hvor mand og kone sejlede alene. En ca. 15 meters høj bølge lagde båden ned på siden, og skyllede manden overbord, idet han ikke havde livline på. Konen kunne magtesløst se på, imens han drev længere og længere væk fra båden, som stadig var flydende, men ellers seriøst medtaget. Hun drev nogle dage senere i land i Panama på båden. Manden blev aldrig fundet. Vi ser på hinanden med alvor i blikkene, imens vi gennemgår sikkerhedsudstyret en sidste gang inden afgang. Dette er vores eksamen, og vi skal bevise både overfor os selv såvel som vores gaster, at der ikke er nogen slinger i valsen, når det kommer til sejlkundskaberne.

Turen blev som ventet med vinden lige i ryggen, og heldigvis i en tilpas mængde. Vi var nemlig ikke blot i en kamp imod elementerne, men også i kapløb med tiden da vores afgang var blevet udskudt en dag fra Curacao, af hvilken konsekvensen kunne blive en jul på det åbne hav. Men både vind- og strømforhold så ud til at have et gunstigt udfald for os, båden pløjede stødt igennem vandet, imens bølgerne til gengæld fulgte vindens retning og ramte os bagfra, hvilket resulterede i en vaskeægte ”rock’n’roll ride”, som Chris Robinson betegnede det. Dette betyder, at båden konstant vipper fra den ene side til den anden, og kan for den uerfarne godt medføre en smule søsyge. Dette inkluderer naturligvis næsten den totale besætning på 55’eren…

Da vi havde overstået de fire dage på vandet, havde vi fanget en-og-en-halv fisk. Den første, en Bonito, smagte fantastisk, og ærligt talt lettede stemningen en smule. Efter en kort stund med tvivl i sindet om hvorvidt den onde ånd havde forbandet vores fiskestænger, i stedet for at blive kradset af med navnet, havde vi nu endelig krammet på det med fiskeriet. Dette fejrede Rune så ved at hive endnu en ”fisk” op fra dybet, tidligt om morgenen på sidstedagen, inden nogen andre var stået op. Ingen af de ombordværende kunne forklare, hverken fra hvilket sted dette uhyre var opstået, eller hvordan det havde klemt sig igennem evolutionens nåleøje. Det lignede en blanding af et forstørret tusindben og en Gremling – bare i en ækel udgave. Hvordan Rune fik den ombord, vides heller ikke, men det har uden tvivl ikke været let. Han har ikke indvilget i, at tale om det siden. Nogle ting skal åbenbart forblive imellem en sømand og havet.
På denne måde klarede vi os igennem den frygtede passage, uden at møde nævneværdigt ubehageligt vejr, og det endda inden for vores tidsramme. Noget kunne tyde på, at det endelig var begyndt at gå i den rigtige retning for os her på 55’eren, men turde vi håbe?


Tilhørende fotos

Til forsiden